Parken afviser rygter om økonomiske problemer

Udgivet den 19-12-2008  |  kl. 10:51  |  

Parken Sport & Entertainment afviser rygter i BT og Ekstrabladet om, at selskabet skulle have økonomiske problemer. Baggrunden for artiklerne er, at nogle af Parkens store aktionærer tilsyneladende har finansielle problemer, og at gælden i selskabet er blevet fordoblet til knap 1,4 mia. kr. Men at der skulle være problemer bliver altså afvist af virksomheden.

- Parken Sport & Entertainment har aldrig haft en bedre underliggende drift med et stærkt cash flow fra driften. Selskabet opjusterede følgelig sit års-estimat med 20 pct. til 120 mio. kr. i resultat før skat og før periodisering af swaps. Resultatet før skat var i de første 3 kvartaler således også over 30 pct. bedre end tilsvarende periode året før, lyder det.

Desuden skriver Parken, at Selskabet har sine finansieringstilsagn på plads, men har valgt ikke at gøre brug af de langfristede tilsagn i forventning om et rentefald i den kommende periode. Den korte gæld konverteres ifølge selskabet til længere gæld de kommende 12 måneder.

Også Parkens investering i feriehuse i Billund og byggeriet af en ny tribune i nationalarenaen bliver vendt i avisartiklerne. Men heller ikke her er der ifølge selskabet noget at komme efter.

- Byggerierne af disse (husene i Billund red.) forløber planmæssig, ligesom Parkens øvrige byggerier af såvel tribune som nye kontortårne. De samlede investeringsstigninger fra 1. januar 2008 til 30. september 2008 beløber sig til 712 mio. kr., hvoraf 611 mio. kr. er trukket på selskabets kreditfaciliteter. I samme periode er koncernens egenkapital steget med 101 mio. kr., skriver selskabet.

393 af de i alt 761 huse i Billund er leveret, og alle huse er solgt.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder