Parken/Nordnet: Den finansielle frihedsgrad reduceres

Udgivet den 10-08-2020  |  kl. 07:04  |  

Parken Sport & Entertainment offentliggjorde fredag aften nye forventninger til 2020, hvor sports- og underholdningskoncernen nu venter et stort underskud.

Det er i sig selv i ikke overraskende, men størrelsen på nedjusteringen gør sig trods alt bemærket.

Det vurderer investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet.

- Covid-19 har for mange selskaber og ikke mindst fodboldklubber været et meget uvenligt bekendtskab. Hvis FCK ikke lykkes med at kvalificeret sig til gruppespillet i Europa League, vil årets underskud svare til, at indtjeningen fra de tre ud af de seneste fem år, hvor Parken har tjent penge, er tabt, skriver han i en kommentar.

Set i forhold til de oprindelige forventninger, som lød på en omsætning på 900 til 950 mio. kr. og et resultat før skat på 0 til 20 mio. kr., er der med de nye forventninger tale om en relativ stor nedjustering.

Parken Sport & Entertainment venter nu for året en omsætning i niveauet 550 til 650 mio. kr. og et resultat før skat på minus 200 til minus 150 mio. kr.

De forventninger er baseret på F.C. Københavns deltagelse i UEFA Europa League gruppespil i efteråret 2020 med et ventet resultat før skat herfor i niveauet 50 mio. kr.

- Hvis 2020/21 ikke igen byder på et dansk mesterskab og mulighed for at tjene penge fra den øverste Champions League-hylde i Europa, kan økonomien blive presset. Uanset resultaterne på grønsværen, vil Covid-19 stadig spille en negativ indtjeningsrolle i de kommende måneder og måske kvartaler, vurderer Per Hansen.

Som investeringscase vil det næste år også kræve investorernes tålmodighed.

- Gælden stiger, og det samme gør renteudgifterne, som med cirka 40 mio. kr. på årsbasis er meget høje. Dermed reduceres de finansielle frihedsgrader, og manglen på gode resultater vil kunne tvinge FCK til at nedskalere og nedbudgettere deres sportslige ambitioner, siger Per Hansen.

Parken suspenderede den 21. marts selskabets forventninger til 2020 som følge af usikkerhed relateret til coronakrisen.

/ritzau/FINANS

Nicoline Lärka Sørensen

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder