Pensionsselskaber taber stadig enormt
Pensionsselskaberne fik det dårligste år nogensinde i 2002. Selskaberne har af nød måttet omlægge investeringsstrategier til færre aktier.
Selv om 2001 med et tab for pensionsselskaberne på 55 milliarder kroner kunne synes svært at overgå, blev 2002 langt værre for selskaberne med et tab på yderligere 80 milliarder kroner efter et voldsomt dyk i aktiemarkederne, viser et estimat Mandag Morgen har lavet for branchen.
Samlet har branchen en formue på 1.500 milliarder kroner.
Mandag Morgen har gennemgået de største kommercielle kassers regnskaber og noterer, at samtlige kasser har måttet omlægge deres investeringsstrategier grundlæggende.
Matematisk direktør for Nordea Pension Jens Lind siger: "Vi har formentlig oplevet den værste finansielle situation i branchen nogensinde i 2002."
Årsagen til de meget store tab er dog ikke kun faldet i aktiekurserne, men samtidig, at selskaberne har valgt at sælge voldsomt ud af aktierne, hvilket gav store tab, men samtidig pressede markederne yderligere ned.
Formanden for brancheforeningen Forsikring & Pension, Holger Dock, mener, at det kan blive nødvendigt at ændre Finanstilsynets regler og kortsigtede solvenskrav.
De dårlige resultater betyder dårligere afkast til kunden, der alligevel indbetalte rekordstore beløb i 2002.