Peter Straarup: Midlertidig bedring af ejerboligmarkedet i hovedstaden

Udgivet den 01-02-2010  |  kl. 07:58  |  

Danske Banks koncernchef Peter Straarup forventer kun en midlertidig bedring af det private ejerboligmarked i hovedstadsområdet. Han vurderer, at den aktuelle positive prisudvikling på ejerboliger i hovedstadsområdet præges af midlertidige forhold, som snart kan høre op igen.

Det skriver Økonomisk Ugebrev.  

Generelt har bankerne endnu ikke været ramt af så store tab på boligudlån, og antallet af overtagne ejerboliger er fortsat begrænset. Samtidig tyder meget på, at antallet af tvangsauktioner de seneste måneder er faldet ganske betydeligt. Blandt andet på grund af de lave korte boligrenter, som har givet trængte boligejere ny luft, konkluderer Økonomisk Ugebrev.

- Det der sker nu er, at mange har haft deres hus til salg i lang tid. Det blev de trætte af, fordi det ikke blev solgt. Så de tog det af markedet. Så nu begynder priserne at stige igen på grund af mindre udbud. Nu skal der nok komme flere boliger på markedet, når boligejerne igen finder ud af, at de kan sælge deres hus, siger Peter Straarup til Økonomisk Ugebrev.

 

Udgivet af: NPinvestordk