Pimcos tyske porteføljechef ser ECB på pengepolitisk autopilot i 2020

Udgivet den 05-12-2019  |  kl. 06:34  |  

Den Europæiske Centralbank (ECB) har en stribe redskaber i værktøjskassen, der kan blive brugt til at sikre en stabil prisudvikling i eurozonen. Det ser dog ud til, at de kun i et begrænset omfang vil blive taget i brug i 2020.

Sådan lyder vurderingen fra Andrew Bosomworth, der er porteføljechef i Tyskland hos Pimco, der globalt set forvalter 1880 mia. dollar - svarende til 12.700 mia. kr - og derved er den største obligationsinvestor i verden.

- I 2020 vil pengepolitikken primært være på det, jeg kalder "autopilot". Der blev taget beslutninger på ECB's møde i september, som har sat en retning, der ikke behøves at afvige meget fra, siger han til Ritzau Finans.

Ved mødet i september blev en større lempelsespakke vedtaget. Den indeholdt både en rentesænkning, en ny runde af attraktive lån til bankerne, de såkaldte TLTRO'er, og et nyt opkøbsprogram af statsobligationer på 20 mia. euro om måneden.

Det betyder, at indskudsrenten nu er på minus 0,50 pct., mens de øvrige satser - renten på de primære markedsoperationer og renten på den marginale udlånsfacilitet - er på henholdsvis 0,00 pct. og 0,25 pct.

- ECB genstartede støtteopkøbet og sænkede renterne, og hvis der er brug for at blive gjort noget næste år, vil det være at hæve kvantiteten af det månedlige opkøb af obligationer, vurderer Andrew Bosomworth.

Han vurderer, at renterne er tæt på at have nået den effektive nedre grænse:

- Den negative indlånsrente har tydeligt en konsekvens for bankerne, hvilket er derfor, ECB indførte two-tier-systemet (system, hvor en del af bankernes indskud hos centralbanken fritages for negative renter, red.); ellers ville de ikke have gjort det.

- Det er en indikation på, at renterne er tæt på den effektive nedre grænse. Men hvor tæt vi er på, ved vi ikke, siger porteføljechefen.

EN ITALIENER FOR EN FRANSKMAND

Italienske Mario Draghi har i 2019 overladt tøjlerne som ECB-topchef til franske Christine Lagarde, der kom fra en stilling som chef for Den Internationale Valutafond (IMF).

Hun ændrede i november ikke ved pengepolitikken på sit første rentemøde, og generelt forventer Andrew Bosomworth ikke lige så store ændringer fra Lagarde, som det var tilfældet under Draghi.

- Draghi har gennemført store ændringer af pengepolitikken hos ECB, og jeg forventer ikke lige så mange store ændringer fra Lagarde - simpelthen fordi Draghi allerede har båret størstedelen af det tunge læs.

- Han gennemførte store ændringer - han gjorde renteniveauet negativt og startede et støtteopkøb af obligationer - så nu er rammen på plads, siger han og peger på, at han forventer, at Largarde i stedet vil kigge på ECB's definition af prisstabilitet.

ECB har i øjeblikket et mål om, at inflationen skal ligge på tæt på, men under 2 pct. om året, og det er i Andrew Bosomworths optik alt for kompliceret.

- Jeg kan forestille mig et skifte til en centralt mål plus/minus. Det kunne være 2 pct. plus/minus 1 pct., lyder det fra porteføljechefen.

Året byder endnu på ét rentemøde i ECB, men det kommer dog ifølge Andrew Bosomworth ikke til at byde på pengepolitiske lempelser, hvilket i høj grad også en opfattelsen i markedet.

- Mødet i december vil blive lidt af et "non-event" på pengepolitikken uden ændringer til nogen dele af lempelserne. Ser vi hinsides december og ud i næste år, har Lagarde allerede annonceret, at ECB vil begynde en gennemgang af den pengepolitiske ramme.

- ECB vil blandt andet kigge på definitionen af prisstabilitet, deres redskaber og kommunikationen. Vi venter nogle ændringer her, men forventer ikke, at det ændrer renterne eller indeholder nogen store ændringer af opkøbsprogrammet, siger han.

/ritzau/FINANS

Redaktion

Tags:  macro❯  Eurozonen❯ 

Relaterede nyheder