Post Brexit: Investeringer i infrastruktur falder markant-citat

Udgivet den 24-08-2016  |  kl. 09:35  |  

Nye tal viser, at investeringer i infrastrukturen i Storbritannien er faldet kraftigt, siden landet stemte for at forlade EU. I den første fulde måned efter Brexit oplevede infrastruktursektoren et fald på 20 pct. til 1,5 mia. pund. Tallet var 23 pct. lavere end i juni og er desuden 23 pct. lavere end tallene fra samme periode sidste år. Tallene stammer fra rådgivningsgruppen Barbour ABI, som også leverer til "Office for National Statistics".

- Det skriver The Independent.

Desuden faldt aktiviteten indenfor husbyggeri også markant. I Storbritannien blev der igangsat 2000 færre husbyggerier i juli end den foregående måned. En rapport fra "Resolution Foundation" tidligere denne måned viste, at en ejerbolig er faldet til det laveste niveau i 30 år.

- I den første fulde måned siden afstemningen om at forlade Den Europæiske Union er værdien af byggeprojekter faldet i juli. Dette kommer ikke som en overraskelse, da økonomien er usikker (...) Det lægger større vægt på enhver finanspolitisk stimulering, som regeringen kan have planer om at foretage, siger Michael Dall, cheføkonom hos Barbour ABI.

Infrastrukturindekset måler blandt andet nye ordrer, leverancer og beskæftigelse og betragtes som en vigtig indikator for tillid i byggesektoren. Byggeri udgør omkring 7 pct. af den britiske BNP, og byggefirmaer såsom Balfour Beatty og Carillion har oplevet tocifrede fald i virksomhedernes aktiekurs i ugen efter folkeafstemningen.

/ritzau/FINANS

Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk

Tags:  Newspaper - Internat❯