Powell advarede mod handelskrig - Trump optrappede

Udgivet den 23-08-2019  |  kl. 22:45  |  

Jerome Powell, der er formand for den amerikanske centralbank holdt fredag en meget imødeset tale i Jackson Hole i Wyoming, hvor han fremhævede, at handelskrigen med Kina har øget usikkerheden for USA's økonomi, og samtidig fortalte chefen for Fedetral Reserve, at banken ingen fortilfælde for den nuværende situation har.

Præsident Trump var hurtig til at kritisere Federal Reserve for at gøre "ingenting", og præsidenten spurgte på Twitter, hvem af Powell eller Kinas præsident, er USA's største fjende.

- Handelspolitisk usikkerhed synes at spille en rolle i den globale opbremsning og i svag produktion og svage investeringerne i USA, sagde Powell i Jackson Hole ifølge Bloomberg News.

Han undlod samtidig at tale imod en mulig rentesænkning til september, mens han tilbage i juli havde kaldt bankens daværende rentenedsættelse for en "midt-cyklisk justering".

- Vi vil agere passende for at fastholde ekspansionen med et stærkt arbejdsmarked og inflation nær det symmetriske mål på 2 pct., lød det denne fredag.

Meldingen fra Powell fik investorerne til at handle markedsrenterne ned, og samtidig øgedes væddemålene på rentesænkninger fra centralbankens vedkommende.

Powells tale blev holdt i forbindelse med det årlige symposium for centralbanker i Jackson Hole, og her advarede bankformanden også om, at Federal Reserve ikke kan læne sig opad historien, når den navigerer udfordringerne fra handelskrigen.

- Der er ingen præcedens til at guide et pengepolitisk svar på den nuværende situation. Ydermere, selv om pengepolitikken er et kraftfuldt værktøj, der virker ved at støtte forbruget, erhvervslivets investeringer og den offentlige tillid, så kan den ikke levere en endelig regelbog for international handel, lød det fra Jerome Powell ifølge The Wall Street Journal.

Powell talte kun få minutter efter, at Kina havde varslet ny told på 5-10 pct. på amerikanske varer for 75 mia. dollar - som modsvar på præsident Donald Trumps varslede told på 10 pct. på varer for 300 mia. dollar fra Kina til september og december.

En tilsyneladende rasende Trump langede efterfølgende ud efter Federal Reserve, og Kina for den sags skyld, mens han spurgte, hvem der er USA's største fjende, Powell eller Kinas præsident Xi Jinping. Samtidig optrappede han den handelskrig, centralbankens formand netop havde advaret imod.

- Vores fremragende amerikanske selskaber er hermed beordret til straks at kigge efter alternativer til Kina, inklusiv at bringe vore selskaber HJEM og producere vores produkter i USA. Jeg vil svare på Kinas tariffer denne eftermiddag. Dette er en stor mulighed for USA, tweetede den amerikanske præsident efterfølgende.

- Vi har ikke brug for Kina, og helt ærligt, vi ville klare os meget bedre uden dem.

Dermed øgede Donald Trump samtidig også yderligere forventningerne til rentesænkninger i USA i markedet, mens markedsrenterne faldt yderligere som udtryk for bekymring omkring den økonomiske udvikling.

- Powell havde den frækhed at sige, at det går godt, og at centralbanken tager det stille og roligt. Det kom lige efter Kinas toldvarsel, så måske det var grunden til, at Trump kun kunne skrive med store bogstaver på Twitter, vurderer Lars Skovgaard Andersen, seniorstrateg i Danske Bank, fredagens Twitter-tirade fra Donald Trump.

- Powell eller Xi? Det er grotesk at fyre sådan noget af. Om sin egen centralbankchef. Trump har tidligere sagt, at Xi er hans ven, og at de taler godt sammen. Nu er han fjende. Ingen tvivl om, at Donald Trump har et problem, hvor han skal skyde skylden over på nogen. Og det bliver så Powell.

Den amerikanske præsident er også under pres fra anden side. Meningsmålingerne. Her fører flere af de mulige demokratiske kandidater over Trump. Hos Danske Bank er seniorstrategen dog ikke sikker på, at det ikke kan gå den anden vej alligevel, når der i november 2020 er præsidentvalg i USA.

- Mange går meget op i meningsmålingerne, hvor Demokraterne går frem. Men Donald Trump har stadig sine kernevælgere, og så kan han stadig nå at vinde. Vestkyst og østkyst vil bakke om op vores europæiske synspunkter, men fly-over country i midten i USA lytter til præsidenten, siger Lars Skovgaard Andersen.

Uanset har Danske Bank ikke den store forventning til, at USA og Kina får løst deres strid foreløbigt.

- Vores hovedscenario er jo, at der ikke kommer en handelsaftale før efter præsidentvalget i USA. Vi havde ventet på kinesernes modsvar. Og igen en reaktion fra Trump. Men de her udbasuneringer gør folk nervøse.

Kritik er der også af Jerome Powell. Ikke kun fra Trumps side.

- Powell udtrykker også usikkerhed, når han siger, han aldrig har været i den her situation. Det er ikke godt at høre. Når man skal investere og lave projekter, så er det ikke trøstende nyt fra centralbankchefen. Samtidig med at Trump giver den gas. Det er usikkert, når Powel giver udtryk for, at han ikke kan finde dette tilfælde i sin manual.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  macro❯  Kina❯  USA❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
10,71%
 
13/09/19

 
9,77%
 
13/09/19

 
7,36%
 
13/09/19

 
4,49%
 
13/09/19

 
4,15%
 
13/09/19

Copytrading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder