Privates formue i investeringsforeninger har været uændret i årets første kvartal

Udgivet den 05-05-2011  |  kl. 09:44  |  

Privates samlede formue i investeringsforeninger har ligget nogenlunde konstant på 300 mia. kr. i 1. kvartal 2011 efter, at den steg kraftigt med ca. 45 mia. kr. i 2010. Det afspejler, at nye investeringer i investeringsforeningsbeviser og kurstab i kvartalet stort set har udlignet hinanden.

De nye investeringer beløber sig til 4,5 mia. kr. og er foretaget i både aktie- og obligationsafdelinger. På aktiesiden har de private foretrukket foreninger med fokus på globale aktier, mens de på obligationssiden har investeret i regionsspecifikke markeder omfattende både danske, europæiske og emerging market-obligationer.

Kurstabet udgør ca. 5 mia. kr., svarende til et negativt afkast på 2 pct., og er ligeligt fordelt på aktie- og obligationsafdelinger. De største absolutte tab er sket i foreninger, der har fokus på henholdsvis globale aktier og danske obligationer. Procentuelt har foreninger med fokus på Japan, Fjernøsten og Latinamerika haft de største tab med en nedgang på ca. 6 pct.

Det skriver Nationalbanken.

Udgivet af: NPinvestordk