PROGNOSE - Novozymes 6 mdr: Primær drift 649 mio kr

Udgivet den 07-08-2006  |  kl. 14:21  |  

Når Novozymes aflægger halvårsregnskab tirsdag kl. 13.00, forventer Spar Nord, at væksten i omsætning og EBIT har været høj, og forholdsmæssigt lever op til ledelsens udmeldinger for hele året.

- Den stærke underliggende vækst kombineret med det interessante potentiale inden for enzymer til brændstofethanol understøtter fortsat vores anbefaling på Overvægt, skriver Spar Nord.

Konsensus-estimaterne for omsætningen og EBIT er henholdsvis 3.325 mio. kr. og 649 mio. kr. Nettoresultat forventes kun at stige moderat med 1,4 pct. til 446 mio. kr.

- Halvårsrapportens nettoresultat er særligt interessant, da der i 1. kvartal var en lidt skuffende vækst, og desuden forventes det, at opkøbet af den engelske virksomhed Delta Biotechnology Ltd. i juni måned vil påvirke nettoresultatet i år 2006 negativt, skriver Spar Nord, som ligesom resten af markedet vil fokusere på udviklingen i salget af enzymer til bioethanolindustrien.

- Udviklingen af salget af enzymer til brændstofethanol er fortsat et centralt element i værdiansættelsen, en stærk udvikling inden for dette område kan påvirke aktien positivt. En mere beskeden fremgang i nettoresultatet ændrer ikke vores positive vurdering af Novozymes langsigtede værdiskabelse, og vi vurderer, at opkøbet af Delta Biotechnology Ltd. som en værdiskabende investering.

Spar Nord vurderer dog, at der er risiko for, at markedet vil fortolke en kortsigtet nedgang i nettoresultatet mere negativt, og derfor ses der risiko for en forbigående svagere kursudvikling.

På baggrund af den nuværende kurs ser Spar Nord trods den høje prisfastsættelse et potentiale i aktien.

- Novozymes handles ganske dyrt med en P/E på forventet 2006-estimat på 28,12, hvilket er højt i forhold til en international Peer Group. Beregninger på vore estimater indikerer dog, at virksomheden ikke er for højt prissat, og således indikerer vores DCF-beregning en fair kurs på 435 kr. pr. aktie.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder