Q1 Meddelelse: cBrain fastholder vækstplan og forventninger

Udgivet den 22-04-2020  |  kl. 07:37  |  


 

 

Fondsbørsmeddelelse nr. 07/2020

 

Q1 Meddelelse: cBrain fastholder vækstplan og forventninger



København, 22. april 2020


Resume

cBrains vækstplan er baseret på salg af F2 til offentlige myndigheder. Det er cBrains vurdering, at Corona-krisen ikke mindsker behovet for digitalisering i den offentlige sektor, men snarere vil øge og accelerere efterspørgslen inden for flere områder.

cBrain har indtil videre formået at fastholde en fortsat høj produktivitet, hvor medarbejderne arbejder virtuelt og hjemmefra. Kunderne serviceres på uændret niveau, og projektleverancer følger i det store hele planerne, idet det generelt er gået godt med at erstatte fysiske møder, workshops, uddannelse og præsentationer med virtuelle møder, workshops, uddannelse og præsentationer.

cBrain er kommet godt fra start i år 2020, og Corona-krisen har indtil videre ikke haft nogen væsentlig indvirkning på cBrains forretning.

cBrain noterer fortsat et generelt pænt aktivitetsniveau på salgssiden. Med afsæt i et uændret markedspotentiale og et fortsat højt aktivitetsniveau, både hvad angår salg og leverance, fastholder cBrain derfor sin vækstplan og de udmeldte forventninger for året, svarende til en forventet omsætningsvækst på 12-15% og en indtjening før skat (EBT) på 7-10%.

cBrain står som en særdeles robust virksomhed med en betydelig sikkerhed i relation til den fremtidige omsætning. Næsten halvdelen af omsætningen udgøres af abonnementer, hvoraf størstedelen er baseret på lange kontrakter med offentlige myndigheder. Samtidig havde cBrain ved indgangen til 2020 aktiver for i alt 121 million kroner og ingen langsigtet gæld eller kassekredit, mens de likvide beholdninger udgør ca. 40% af selskabets årlige omkostninger.


cBrain fastholder sin vækstplan

cBrains vækstplan er baseret på salg og leverance af F2, med særlig fokus på offentlige myndigheder. F2 er et standardprodukt, som uden programmering kan tilpasses behovene hos den enkelte myndighed, herunder understøtte fagprocesser og borgerservices.

Mere end 50 danske myndigheder, herunder 14 ud af 20 ministerielle departementer, har i dag indført F2 som deres digitale platform for produktionen. Samtidig rangerer Danmark, ifølge United Nations, som verdens førende nation indenfor E-Government. Dette giver, kombineret med den stærke hjemmemarkedsposition, cBrain et unikt afsæt for eksport, og det er foreløbigt lykkedes cBrain at komme ind i Tyskland, England, Frankrig, Emiraterne og USA.

F2 kan konfigureres, så standardsoftwaren understøtter mange forskellige behov. Fra papirløs ministerbetjening i departementet til individuelle fagprocesser i en styrelse eller kommune, herunder selvbetjening, sagsbehandling, ledelsesinformation, vidensdeling, compliance osv.

Frem til nu har den offentlige sektor især efterspurgt digitalisering med henblik på at forbedre produktivitet, kvalitet og borgerservices, men nu bliver digitalisering også set som en vigtig infrastruktur, som kan sikre myndighedernes robusthed. Det er derfor cBrains vurdering, at Corona-krisen ikke mindsker behovet for digitalisering i den offentlige sektor, men snarere vil øge og accelerere efterspørgslen inden for visse områder.

Det står klart, ikke mindst i forbindelse med Corona-krisen, at det høje niveau af digitalisering og digitale borgerservices i Danmark betyder, at de danske myndigheder generelt har formået at fastholde deres services, selv om de offentlige myndigheder var nødt til at sende deres medarbejdere hjem og arbejde virtuelt.

Baseret på egen indsigt i offentlig administrationen i andre lande, er det således cBrains vurdering, at de danske myndigheders digitale modenhed har givet det danske samfund en række markante fordele i forhold til andre lande, hvor eksempelvis mange borgerservices stadig er baseret på papir.

cBrains vækstplan er baseret på at markedsføre og genbruge de gode erfaringer, som cBrain har opbygget gennem arbejdet med at hjælpe de danske myndigheder med at digitalisere. Det er cBrains vurdering, at dette behov og efterspørgslen ikke vil blive mindre i de kommende år.
Samtidig betyder Corona-krisen antageligt, at mange myndigheder internationalt vil øge deres fokus på at implementere en digitalt baseret, robust og effektiv servicering af borgere, samt en effektiv papirløs intern organisation. Her står Danmark stærkt både som reference og til inspiration.

cBrain vurderer derfor, at Corona-krisen hverken påvirker forudsætningerne for selskabets internationale vækstplan eller implementeringsstrategien.


I første kvartal annoncerede cBrain nye ordrer i både Danmark og Tyskland

I første kvartal har cBrain annonceret en ny aftale med Erhvervsministeriet, som har valgt at implementere F2 i ministeriets departement.

Aftalen er vigtig for cBrain både i Danmark og i relation til cBrains eksport. Aftalen cementerer cBrains position som leverandør til de danske myndigheder. I Danmark har 2/3 af alle ministerier nu valgt standardsystemet F2 som digital platform til brug for sagsbehandling og ministerbetjening i departementet, samtidig med at mere end 50 danske myndigheder har indført F2.

Herudover har cBrain annonceret en ny ordre i Tyskland. Her er det lykkedes cBrain at komme ind som leverandør til en af de store myndigheder i den tyske centraladministration, og gennem de sidste 2 år har cBrain vundet et antal udbud hos den pågældende myndighed. Myndigheden har hovedkontor i Berlin og afdelinger i alle tyske delstater.

cBrain leverer fagsystemer til den tyske myndighed, som konfigureres og opsættes baseret på cBrains F2 standardsoftware. Til trods for at cBrain endnu kun har leveret løsninger til nogle af de mindre afdelinger, blev myndigheden i 2019 en af de største enkeltstående kunder hos cBrain, målt i omsætning.

Myndigheden repræsenterer derfor et stort potentiale for cBrain, hvis cBrain formår at sælge yderligere løsninger til brug for myndighedens mange andre afdelinger og forskellige fagsystemer.

Det er derfor også meget glædeligt, at cBrain annoncerede endnu en ordre hos kunden. Det underbygger, at cBrain har mulighed for at udnytte dette potentiale.

Som følge af den positive udvikling i Tyskland har cBrain gennem 2019 udbygget sit kontor i Berlin, hvor der nu arbejder ca. 10 medarbejdere med at levere F2-baserede løsninger til myndigheden. Den seneste ordre har givet anledning til en yderligere udbygning af kontoret.


Aktiviteter relateret til salg og leverance fortsætter uændret

cBrain kan indtil videre notere, at salgsaktiviteter og dialog med de danske kunder generelt er fortsat uændret. Det gælder både salg af løsninger til nye kunder og eksisterende kunder.

Der har været en kortvarig opbremsning i forbindelse med kunder, som ønsker at opgradere til nyeste version af F2. Typisk fordi IT-afdelingen hos kunderne har ønsket at udskyde opgradering i en kortere periode, så de internt kunne fokusere på at servicere medarbejderne, som er flyttet hjem og arbejder virtuelt. Men allerede nu ser dette ud til at skifte, og denne opbremsning har ikke haft en væsentlig påvirkning af cBrains forretning.

Internationalt er det generelt lykkedes at fastholde projekter og leverancer, som planlagt. Specielt noteres det, at alle projekter i Tyskland fortsætter som planlagt, på trods af at fysiske møder nu er erstattet af virtuelle møder. I Emiraterne er det lykkedes at levere og afslutte et projekt efter lock-down, idet undervisning blev gennemført virtuelt (i øvrigt på arabisk), og i USA har cBrain netop fået godkendt en milepæl i forbindelse med leverancen, på trods af den generelle nedlukning i Washington DC.

Internationalt synes det dog at tage lidt længere tid for myndighederne internt at omstille sig til at arbejde hjemmefra og virtuelt. Det sætter myndighederne under pres, hvilket på kort bane påvirker nogle af salgsaktiviteterne. Til gengæld begynder myndighederne nu at efterspørge nye digitale løsninger til hurtig levering, eksempelvis i forbindelse med hjælpeprogrammer.


Organisationen arbejder indtil videre virtuelt

I forlængelse af regeringens udmelding om aftenen onsdag den 11. marts, initierede cBrain sin beredskabsplan, og fra torsdag morgen arbejdede alle medarbejdere virtuelt og hjemmefra.

Dette skifte har stort set ikke påvirket aktiviteterne. cBrain følger i øvrigt regeringens anbefalinger og forventer først at lukke virksomheden op igen, når regeringen anbefaler dette.

cBrain havde allerede inden Corona-krisen god erfaring med at arbejde virtuelt, idet en stor del af det internationale arbejde allerede er virtuelt baseret. Skiftet, hvor alle medarbejdere arbejder hjemmefra, betyder derfor i praksis, at de danske kunder nu bliver betjent på den samme måde, som den cBrain anvender, når cBrain sælger og leverer internationalt.


Produktudvikling med øget fokus på den virtuelle arbejdsplads

F2 er grundlæggende designet med henblik på at kunne understøtte overgangen fra papirbaseret til digitalt bureaukrati, og mange organisationer har indført F2 netop med det formål at understøtte denne overgang. 

Den nuværende situation, hvor myndighedernes medarbejdere arbejder hjemmefra, øger behovet hos både myndigheder og medarbejdere for at kunne arbejde stadig mere papirløst.

cBrain har derfor prioriteret og fremrykket produktudvikling, som har særlig fokus på funktioner, der yderligere understøtter den virtuelle arbejdsplads, herunder bl.a. teknologier inden for feltet kunstig intelligens og robotteknologi.

Den ændrede prioritering betyder, at cBrain inden for kort tid forventer at kunne annoncere en funktionel udvidelse til den aktuelle F2 Version 7, som oprindelig var planlagt til frigivelse i forbindelse med F2 Version 8.


cBrain står særdeles robust i kraft af abonnementer og en høj soliditet

cBrain står som en særdeles robust virksomhed, både i relation til den fremtidige omsætning og den økonomiske styrke.

cBrain besluttede for en række år tilbage, som led i selskabets vækstplan, at omlægge salget fra salg af softwarelicenser til salg af abonnementer i form af cloud-services. Denne omlægning er nu gennemført fuldt ud.

Det betyder, at næsten halvdelen af omsætningen udgøres af abonnementer, hvoraf størstedelen er baseret på lange kontrakter med offentlige myndigheder. Samtidig kan cBrain notere en meget høj kundeloyalitet. Det er således meget sjældent, at cBrain taber en kunde.

Ved indgangen til 2020 havde cBrain aktiver for i alt 121 million kroner og ingen langsigtet gæld eller kassekredit, mens de likvide beholdninger udgør ca. 40% af selskabets årlige omkostninger.

Det betyder, at cBrain har en høj soliditet, i form af en egenkapitalandel som ved indgangen til 2020 var 76%. Samtidig har cBrain den økonomiske styrke til at fastholde sin vækstplan uden behov for hverken lån eller anden ekstern finansiering.


cBrain fastholder sine forventninger

Produktion og leverancer er fastholdt som forventet i første kvartal, hvorfor både omsætning og indtjening ligger pænt i forhold til selskabets interne budgetter og planer.

Dette, kombineret med et uændret markedspotentiale og et fortsat højt aktivitetsniveau, både hvad angår salg og leverance, betyder, at cBrain fastholder både sin vækstplan og de udmeldte forventninger for året, svarende til en forventet omsætningsvækst på 12-15% og en indtjening før skat (EBT) på 7-10%.

Det betyder også, at selskabet fastholder den fortsatte organisatoriske udvikling, som er planlagt i forbindelse med selskabets plan for år 2020.


Med venlig hilsen

Per Tejs Knudsen, CEO

 

Vedhæftet fil

Fondsbørsmeddelelser nr 2020-07 (Q1 meddelelse)

\Hugin

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder

15:53 Robinhood får påtale af amerikansk børssherif
15:47 USA/åbning: Udsigt til lavere renter giver positive investorer med plus til Paramount
14:43 USA/tendens: Udsigt til lavere renter giver positive investorer - plus til Paramount
14:04 NKT får grønt lys til salg af NKT Photonics af Erhvervsstyrelsen
13:55 NKT får grønt lys til salg af NKT Photonics af Erhvervsstyrelsen
13:20 Europa/aktier: Tysk fragtselskab under pres før regnskab - GN vinder frem i grønt Europa
11:42 Obligationer/middag: Rentefald fortsætter efter fald i europæiske producentpriser
11:34 Aktier/middag: Demant er bundprop i fladt C25 efter skuffende regnskab
11:19 Mærsk ser omvej uden om Afrika æde store dele af industriens kapacitet
11:05 Eurozonens producentpriser faldt mere end ventet i marts
10:29 Jysnek Bank kalder Danske Bank-kursfald fredag for "overdreven reaktion på udlodning"
10:08 ALK får lagt 25 pct. oven i kursmålet hos Danske Bank
09:19 Demants topchef: Både markedet og os selv er kommet lidt langsomt i gang i detail
09:13 Aktier/åbning: Demant sendt til bunds efter skuffende opdatering
08:52 Obligationer/åbning: Renten falder fra start - fokus på amerikanske taler
08:50 Analytiker ser Demant-aktien underpræstere mandag efter afdæmpet start på året
08:07 Aktier/tendens: Skuffende takter fra Demant - løftede kursmål efter fredagens regnskaber
08:00 Antallet af tvangsauktioner er fortsat lavt i april
07:58 Demants vækst skuffer lidt - detailforretning er kommet langsomt ud af starthullerne
07:31 Demant fastholder forventningerne efter første kvartal