Råvarer: Olieprisen stabiliseres efter kraftigt fald tirsdag
Oliepriserne stiger i den tidlige handel onsdag på usikkerhed om konflikten i Mellemøsten, efter at være faldet kraftigt tirsdag på grund af bekymringer om efterspørgslen.
Det skriver Reuters.
En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster onsdag morgen 74,51 dollar mod 73,71 dollar tirsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 70,87 dollar mod 70,04 dollar tirsdag eftermiddag.
Tirsdag faldt olieprisen kraftigt på bekymring for efterspørgslen, efter en medierapport udledte, at Israel ikke vil angribe iranske atom- og olieanlæg, hvilket mindskede frygten for forsyningsafbrydelser. Oliepriserne stabiliseres dog igen onsdag morgen af den fortsatte bekymring for en optrapning af konflikten mellem Israel og den militante gruppe Hizbollah, der er støttet af Iran.
- Efter det seneste fald i priserne kan vi forvente, at der er plads til, at priserne kan stabilisere sig på kort sigt, når markedsdeltagerne revurderer den videre udvikling på den geopolitiske front, siger Yeap Jun Rong, der er markedsstrateg hos IG, og fortsætter:
- Vi venter også mere klarhed over Kinas finanspolitik, og manglen på detaljer synes at skabe usikkerhed om den endelige indvirkning på udsigterne for olieefterspørgslen.
På efterspørgselssiden har både Organisationen af Olieeksporterende Lande, Opec, og Det Internationale Energiagentur, EIA, i denne uge sænket deres prognoser for væksten i den globale olieefterspørgsel i 2024.
For nu afventer markedet de seneste data om de amerikanske olielagre, hvor American Petroleum Institutes ugentlige rapport kommer senere onsdag, og Energy Information Administration kommer med data torsdag. Rapporterne kommer en dag senere end normalt på grund af en helligdag.
På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld onsdag morgen 2667,71 dollar mod 2659,76 dollar tirsdag eftermiddag.
.\\˙ MarketWire
Tags: Natural Resources❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1187
- næste ›