Råvarer: Oliepriserne falder yderligere

Udgivet den 22-01-2020  |  kl. 06:32  |  

Oliepriserne ligger lidt lavere onsdag og udbygger dermed tirsdagens fald, efter at det internationale energiagentur, IEA, har prognosticeret et overudbud i første halvår.

Det dæmper bekymringerne om effekten af forstyrrelser, som har ramt Libyens olieleverancer, skriver nyhedsbureauet Reuters.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster onsdag morgen 64,31 dollar mod 64,87 dollar tirsdag eftermiddag klokken 17. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 58,09 dollar mod 58,49 dollar tirsdag.

Chefen for IEA, Fatih Birol, sagde tirsdag, at han venter, at markedet vil have et overudbud på 1 mio. tønder olie om dagen i første halvdel af året.

- Jeg ser en overflod af energileverancer i forhold til olie og gas, sagde Birol til Reuters på Reuters Global Markets Forum, mens han deltog på World Economic Forum i Davos i Schweiz.

På det øvrige råvaremarked falder guldprisen, mens prisen på kobber ligger højere.

Onsdag morgen koster en troy ounce guld 1552,70 dollar mod 1558,17 dollar tirsdag eftermiddag klokken 17.

Prisen på et ton kobber er samtidig steget 0,3 pct. til 6161,50 dollar.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Natural Resources❯ 

Relaterede nyheder