Råvarer: Oliepriserne i mindre stigning efter svage økonomiske udsigter i Kina

Udgivet den 25-06-2024  |  kl. 08:23  |  

Oliepriserne stiger en smule tirsdag morgen, da bekymringer om Kinas økonomiske udsigter modvejer forsyningsbekymringerne som følge af spændinger i Mellemøsten og Ukraines angreb på russiske raffinaderier.

Det skriver Reuters.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster tirsdag morgen 86,03 dollar mod 85,38 dollar mandag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 81,68 dollar mod 80,96 dollar tirsdag eftermiddag.

De kinesiske forbrugere har været tilbageholdende grundet bekymringer om deres formuer, drevet af nedgangen i fast ejendom, hæmmet lønvækst og høj arbejdsløshed blandt unge. Det sår tvivl om, om Kina når sit økonomiske vækstmål på omkring 5 pct. for året.

I Mellemøsten har to israelske luftangreb rettet mod nødforsyninger dræbt mindst 11 palæstinensere i Gaza mandag.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, sagde mandag, at landet har ramt mere end 30 russiske raffinaderier. I det seneste angreb den 21. juni, ramte droner fire raffinaderier - herunder Ilsky-raffinaderiet, der er en af de største producenter i det sydlige Rusland.

Yderligere sagde Mary C. Daly, der er chef for Federal Reserve i San Francisco, i en tale mandag, at hun ikke mener, at den amerikanske centralbank bør sænke renten, før politikerne er overbevist om, at inflationen er på vej mod 2 pct.

Lange udsigter til rentenedsættelser kan være med til at svække den økonomiske aktivitet og efterspørgslen efter olie.

På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld tirsdag morgen 2324,09 dollar mod 2330,72 dollar mandag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire

Astrid Haarup Møller

Tags:  Natural Resources❯