Råvarer: Olieprisfaldet bremset efter lageropgørelse
Faldet i oliepriserne er bremset lidt op onsdag, efter at en rapport tirsdag aften viste yderligere fald i de amerikanske råolielagre.
En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster onsdag morgen 79,62 dollar mod 80,26 dollar tirsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 75,62 dollar mod 76,24 dollar tirsdag eftermiddag.
Tirsdag aften viste den uofficielle olielageropgørelse fra American Petroleum Institute, API, at de amerikanske olielagre faldt med 3,4 mio. tønder sidste uge.
Det vil være den ottende uge ud af ni med fald, hvis den bliver bekræftet i den officielle opgørelse, der præsenteres onsdag eftermiddag.
Politisk risiko i Mellemøsten og en trussel mod forsyningen fra Libyen har understøttet olieprisen på det seneste, men den er modsat blevet imødegået af en bredt funderet negativ undertone. Den har medført, at store Wall Street-banker såsom Goldman Sachs og Morgan Stanley har barberet deres prisprognoser for næste år.
De to storbankers pessimisme bygger blandt andet på dystre udsigter for Kina, hvor en træg økonomi og et skifte til elektriske køretøjer hæmmer brændstofforbruget hos verdens største råolieimportør.
- Lukning af oliefelter i Libyen og igangværende geopolitiske spændinger i Mellemøsten kan stadig holde priserne oppe indtil videre, men øget risikotagning i den bredere skala vil sandsynligvis forblive begrænset, da investorerne fortsat er forsigtige forud for nøgletal fra USA og regnskaber, siger Yeap Jun Rong, markedsstrateg for IG Asia, ifølge Bloomberg News.
På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld onsdag morgen 2512 dollar mod 2516 dollar tirsdag eftermiddag.
Dermed holder prisen sig tæt på alle tiders højeste niveau omkring 2530 dollar per ounce. Guldprisen er steget 20 pct. i år på baggrund af forventninger om rentenedsættelser og centralbankers køb.
Yderligere har geopolitiske konflikter også været med til at understøtte prisen på det gyldne metal.
.\\˙ MarketWire
Tags: Natural Resources❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1189
- næste ›