Regering hæver revisionspligt
Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) er blevet enige med Dansk Folkeparti om at hæve grænsen for, hvornår virksomheder kan blive fritaget for revision af deres regnskaber – den såkaldte revisionspligt – fra en årsomsætning på tre millioner kroner om året til otte millioner kroner om året.
Det skriver Erhvervsbladet.
I den første udgave af ErhvervsBladet som ugemagasin, som er kommet på gaden i dag, løfter Brian Mikkelsen ellers sløret for sin ambition om, at alle virksomheder med en årsomsætning på mindre end 72 millioner kroner skal kunne vælge revision fra.
- Jeg arbejder med revisionsgrænsen lige nu. Jeg tror, det kommer til at betyde rigtig meget, at vi får fjernet den revisionspligt, og for de helt mindste virksomheder at man i stedet for kan lave en erklæring op til de der 72 millioner, som vi vil lægge op til, siger Brian Mikkelsen i denne uges udgave af ErhvervsBladet.