Rigspolitiet ophæver kontrakt med udskældt tolkefirma

Udgivet den 11-12-2019  |  kl. 19:54  |  

Rigspolitiet ophæver kontrakten med tolkefirmaet EasyTranslate efter længere tids voldsom kritik.

Det oplyser Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

Beslutningen er truffet på baggrund af en samlet vurdering af EasyTranslates misligeholdelse af kontrakten.

Det sker, efter at politiets tilsyn med firmaet har vist, at der er sket alvorlige brud på databeskyttelsesreglerne.

Kontrakten med tolkefirmaet EasyTranslate ophæves med øjeblikkelig virkning.

- Vi er blevet rådgivet af Kammeradvokaten til at hæve aftalen med EasyTranslate straks, fordi der er sket grove overtrædelser af reglerne om databeskyttelse, siger koncernstyringsdirektør i Rigspolitiet, Thomas Østrup Møller.

- Det drejer sig blandt andet om, at der er blevet anvendt databehandlere, som vi ikke kendte til i Rigspolitiet. En sådan situation er selvfølgelig helt uacceptabel, og der er ingen anden udvej end at ophæve samarbejdet med vores leverandør, tilføjer han.

Også det faglige niveau blandt tolkene, forkert indplacering af tolke og mangelfuld klagesagsbehandling har ifølge Rigspolitiet været med til at svække tilliden til EasyTranslate.

Rigspolitiet vil i stedet etablere en midlertidig fortegnelse over tolke. Her vil politikredse, domstole og andre myndigheder have mulighed for selv at vælge tolke fra.

Rigspolitiet er dog forberedt på, at situationen i en overgangsperiode vil medføre udfordringer for både tolke og de enkelte myndigheder.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) har længe været hård i sin kritik af EasyTranslate og krævet kontrakten ophævet.

Han fokuserer nu på de udfordringer, som vil komme med den øjeblikkelige ophævelse af aftalen.

- Nu er det vigtigste for mig, at myndighederne får sikret den nødvendige tolkebistand i den kommende tid, siger han i et skriftligt svar til Ritzau.

- Og så skal vi på den længere bane naturligvis se på, hvordan vi kan hæve kvaliteten af tolkning, tilføjer han.

EasyTranslate har været genstand for voldsom kritik, efter at firmaet overtog tolkeopgaver for myndigheder under Justitsministeriet og Udlændinge- og Integrationsministeriet i april.

EasyTranslates tolke er blandt andet blevet kritiseret for ikke at møde op og for at levere ringe kvalitet i tolkningen.

Det har blandt andet betydet, at retsmøder er blevet udskudt eller helt aflyst.

I oktober valgte Den Uafhængige Politiklagemyndigheder (DUP) at droppe samarbejdet med EasyTranslate.

EasyTranslate modtog i samme måned en bøde, fordi firmaet ikke levede op til sine forpligtelser.

Rigspolitiet valgte ved samme lejlighed at skærpe tilsynet med firmaet.

/ritzau/

Redaktion

Tags:  Danmark❯ 

Seneste nyheder

11:45 Aktier/middag: Høj stemning med Ambu i vinderposition
11:38 Djurslands Bank leverer stærkeste første kvartal nogensinde
11:02 Industriproduktionen i eurozonen steg lidt mere end ventet
10:42 FLSmidth melder om fremdrift i salg af Cementdivision men omsætning i Mining skuffer
09:45 FLS-finansdirektør: Der er bingo på alle plader
09:29 Obligationer/åbning: Renten falder let før inflationstal kan give reaktion
09:22 Kommende Mærsk-partner løfter bunden af forventningerne
09:15 Aktier/åbning: Salgstal sender Lundbeck op mens FLS sendes ned på faldende omsætning
08:58 Sydbank: Stor interesse for FLS' cementforretning kan give let positiv reaktion
08:57 H+H øger underskud, men fastholder forventning - ser forbedring i UK og Polen
08:52 Lundbeck-chef om Rexulti-skuffelse: Vokser stærkt trods midlertidig suspension i depression i USA
08:47 FLS-finansdirektør: Der er bingo på alle plader
08:23 Aktier/tendens: Lundbeck-salgstal kan give god start - FLS og Rockwool tager fokus
08:05 Lundbeck flyvende fra start i 2024 trods bump på vejen for nøgleprodukt
08:00 Stort fald i det fuldførte byggeri i første kvartal 2024
08:00 Producent- og importprisindekset falder fortsat
08:00 Psykiske lidelser hyppigere blandt NEET-gruppen
07:21 Obligationer/tendens: Små rentebevægelser ventet før inflationstal kan give reaktion
07:13 Råvarer: Oliepriserne stiger på forventninger om fald i de amerikanske råolielagre
07:11 Mærsks asiatiske konkurrenter falder tilbage onsdag