Rigspolitiet ophæver kontrakt med udskældt tolkefirma

Udgivet den 11-12-2019  |  kl. 19:54  |  

Rigspolitiet ophæver kontrakten med tolkefirmaet EasyTranslate efter længere tids voldsom kritik.

Det oplyser Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

Beslutningen er truffet på baggrund af en samlet vurdering af EasyTranslates misligeholdelse af kontrakten.

Det sker, efter at politiets tilsyn med firmaet har vist, at der er sket alvorlige brud på databeskyttelsesreglerne.

Kontrakten med tolkefirmaet EasyTranslate ophæves med øjeblikkelig virkning.

- Vi er blevet rådgivet af Kammeradvokaten til at hæve aftalen med EasyTranslate straks, fordi der er sket grove overtrædelser af reglerne om databeskyttelse, siger koncernstyringsdirektør i Rigspolitiet, Thomas Østrup Møller.

- Det drejer sig blandt andet om, at der er blevet anvendt databehandlere, som vi ikke kendte til i Rigspolitiet. En sådan situation er selvfølgelig helt uacceptabel, og der er ingen anden udvej end at ophæve samarbejdet med vores leverandør, tilføjer han.

Også det faglige niveau blandt tolkene, forkert indplacering af tolke og mangelfuld klagesagsbehandling har ifølge Rigspolitiet været med til at svække tilliden til EasyTranslate.

Rigspolitiet vil i stedet etablere en midlertidig fortegnelse over tolke. Her vil politikredse, domstole og andre myndigheder have mulighed for selv at vælge tolke fra.

Rigspolitiet er dog forberedt på, at situationen i en overgangsperiode vil medføre udfordringer for både tolke og de enkelte myndigheder.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) har længe været hård i sin kritik af EasyTranslate og krævet kontrakten ophævet.

Han fokuserer nu på de udfordringer, som vil komme med den øjeblikkelige ophævelse af aftalen.

- Nu er det vigtigste for mig, at myndighederne får sikret den nødvendige tolkebistand i den kommende tid, siger han i et skriftligt svar til Ritzau.

- Og så skal vi på den længere bane naturligvis se på, hvordan vi kan hæve kvaliteten af tolkning, tilføjer han.

EasyTranslate har været genstand for voldsom kritik, efter at firmaet overtog tolkeopgaver for myndigheder under Justitsministeriet og Udlændinge- og Integrationsministeriet i april.

EasyTranslates tolke er blandt andet blevet kritiseret for ikke at møde op og for at levere ringe kvalitet i tolkningen.

Det har blandt andet betydet, at retsmøder er blevet udskudt eller helt aflyst.

I oktober valgte Den Uafhængige Politiklagemyndigheder (DUP) at droppe samarbejdet med EasyTranslate.

EasyTranslate modtog i samme måned en bøde, fordi firmaet ikke levede op til sine forpligtelser.

Rigspolitiet valgte ved samme lejlighed at skærpe tilsynet med firmaet.

/ritzau/

Redaktion

Tags:  Danmark❯ 

Seneste nyheder

14:38 USA/tendens: Nike har udsigt til tæv i afventende marked
14:22 Baltic Dry-indekset falder for tredje dag i træk
14:18 USA: ADP-rapport viser større vækst i beskæftigelsen end ventet i september
14:00 DSV's opkøb af Schenker er angiveligt godkendt af Deutsche Bahns bestyrelse
13:48 DSV springer op i dagens højeste niveau: Endnu ingen officiel melding fra Deutsche Bahn
13:39 Europa/aktier: Lille fald i kulisse af Mellemøst-uro og kinesisk stimulans
13:12 Carlsberg løftes i ellers negativt marked: Citi ser kinesiske stimuli fjerne risiko
12:42 Pandora får marketingdirektør fra LVMH
12:28 Britisk sportskæde slår forventninger men falder efter skuffende meldinger fra Nike
12:15 Olieaktier til vejrs efter nye prisstigninger - iransk missilangreb øger spændingerne
11:49 Obligationer/middag: Mindre behov for sikker havn sender renten i vejret
11:36 Aktier/middag: Mærsk fortsat i modvind i nervøst aktiemarked
11:21 Torms storaktionær sætter stor aktiepost til salg
11:00 Eurozonen: Arbejdsløsheden stod som ventet stille i august
10:40 ECB-rådsmedlem hælder til rentenedsættelse i oktober
09:29 Biden og Trump langer ud efter containerrederier efter strejke
09:22 Vestas får snittet kursmålet hos Danske Bank: Skuffende ordreindgang rammer indtjeningen i 2025 og 2026
09:07 Aktier/åbning: DSV får hovedrolle på skæbnedag i lysegrøn start
08:51 Zealand Pharma får dugfrisk hold-anbefaling af Deutsche Bank
08:45 Obligationer/åbning: Renterne kravler forsigtigt op fra start