Ritt: Lynvalg om to EU-forbehold

Udgivet den 07-06-1999  |  kl. 09:24  |  

København--7. juni--NetPosten--Danskerne skal så hurtigt som muligt til stemmeurnerne for at få afskaffet de to danske EU-forbehold, som vedrører ØMU-samarbejdet og det retlige område.

Forslaget kommer fra EU-kommissær Ritt Bjerregaard, der på den måde kaster en af sine berømte og berygtede bomber ind i EU-valgkampens sidste fase, skriver Børsens Nyhedsmagasin mandag.

Det kniber nemlig med beslutsomheden for statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S). Siden han i Børsens Nyhedsmagasin i november sidste år kundgjorde, at ØMU-afstemningen tidligst kommer i 2001, er han gået på listesko omkring afstemningstidspunktet og holder det mere og mere svævende.

Nu foreslår Ritt Bjerregaard en hurtig afstemning om to af de fire danske forbehold fra Maastricht-traktaten. Hun mener, at det haster så meget for Danmark fuldt ud at kunne deltage i politi- og flygtningesamarbejde, at dette forbehold skal sættes til afstemning med ØMU-forbeholdet.

- Det er generende, at vi hele tiden må sige, at så kan vi ikke være ,med til det og heller ikke til det. I en forhandlingssituation er det også et problem, at de andre lande ikke har lyst til at give indrømmelser, når vi tit ikke har noget at give selv, fordi vi er uden for på det retlige område, siger Ritt Bjerregaard i et interview med Børsens Nyhedsmagasin.

- Jeg mener, at vi skal tage en folkeafstemning om det retlige samarbejde sammen med ØMU-samarbejdet. Så hurtigt som muligt.

Udgivet af: NPinvestordk