Rockwools formand: Russiske datterselskaber har ikke solgt direkte til Ruslands militær

Udgivet den 10-04-2024  |  kl. 16:17  |  
Arkiv: Foto

Rockwools russiske datterselskab har ikke solgt direkte til russiske slutbrugere eller haft et kundeforhold hverken til det russiske militær eller til statslige enheder.

Det fortæller bestyrelsesformand Thomas Kähler på isoleringskoncernens generalforsamling som svar på et spørgsmål fra Klaus Jørgen Sørensen fra Dansk Aktionærforening, om Rockwool Rusland kan lave leverancer til russisk militær.

Dermed bliver der holdt fast i linjen, efter at Rockwool også for godt et år siden var ude at afvise, at det på nogen måder skulle have været et kundeforhold til den russiske regering eller militæret.

- Vi har ikke nogen grund til at tro eller nogen indikation af, at det skulle have ændret sig, fortæller bestyrelsesformanden fra Rockwool.

Da Rockwool Ruslands isoleringsprodukter er bredt tilgængelige på det russiske marked via en række tredjepartsdistributører, kan isoleringskoncernen ifølge bestyrelsesformanden naturligvis ikke udelukke muligheden for, at russiske statslige enheder vil købe selskabets produkter på det åbne marked.

- Der er dog tale om generiske produkter, som også er tilgængelige fra andre leverandører herunder en russisk producent, siger bestyrelsesformanden. Han pointerer, at stenuld ikke er et materiale på EU's kontrolliste over kritiske produkter, der kan bruges til både civile og militære formål - den såkaldte dual use-liste.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  CEO❯  Shares❯