Royal Unibrew / Sydbank hæver til køb fra hold

Udgivet den 07-03-2013  |  kl. 13:25  |  

Sydbank løfter anbefalingen på Royal Unibrew til køb fra hold, idet dagens regnskab understreger, at Royal Unibrew er i stand til at levere stabile resultater på trods af udfordrende markeder. Det skriver Sydbanks aktieanalytiker Morten Imsgard, der også vurderer, at aktien er en meget attraktiv udbytteinvestering, der i de kommende år byder på en ekstraordinær høj udlodning.

Omsætningen var i fjerde kvartal 6,7 pct. over Sydbanks estimat og på linje med markedets forventninger. Resultatet af primær drift var 1,6 pct. over finanshusets estimat, hvor Vesteuropa og Malt-drik divisionerne overrasker, mens Østeuropa er markant svagere end ventet.

Prognosen for 2013 er svagere end ventet, og Royal Unibrew ser et fortsat meget udfordrende forretningsklima i Europa i 2013. Sydbank øjner muligheden for, at de baltiske markeder kan udvikle sig mere positivt end Royal Unibrew forventer på nuværende tidspunkt. Yderligere venter finanshuset, at effektiviseringer, stærke forbrugerbrands og produktinnovation vil understøtte lønsomhedsniveauet i Vesteuropa i 2013.

Sydbank fremhæver, at Royal Unibrew ekstraordinært vil udlodde 100 mio. kr. pr. år i de næste fem år. Dertil kommer et udbyttepolitik om at udbetale 40-60 pct. af årets resultat, hvor selskabet i tidsrummet mellem generalforsamlingen i 2013 og 2014 forventer en samlet udlodning på 464 mio. kr. I forhold til den nuværende markedsværdi svarer det ifølge Sydbank til en udlodning på ca. 8,2 pct. 

Udgivet af: Aktiefokus