RTX indgår partnerskab med Universal Electronics

Udgivet den 06-01-2006  |  kl. 11:44  |  

RTX Products A/S, der er et 100 pct. ejet datterselskab af RTX Telecom, har fredag indgået et partnerskab med Universal Electronics vedrørende salg, markedsføring og distribution af TLE'er (telefonlinieforlængere).

Aftalen, der trådte i kraft den 1. januar 2006, betyder, at Universal Electronics fra nu af vil sælge og distribuere RTX-producerede telefonlinieforlængere på global basis på nær det nordamerikanske marked.

- Vi har store ambitioner for telefonlinieforlængere og er derfor glade for at have indgået dette partnerskab med Universal Electronics. Universal Electronics er globalt anerkendt for sin nyskabende produktportefølje og er en af de førende leverandører af udstyr til betalings-TV udbydere. Derfor var de et oplagt valg til denne distributionsaftale, siger RTX Telecoms direktør Jørgen Elbæk i en kommentar.

Han tilføjer, at RTX har udviklet et fremragende produkt, og at han er sikker på, at Universal Electronics vil medvirke til at bringe det sikkert på markedet og levere en fremragende kundeoplevelse.

Udgivet af: NPinvestordk