Rygter: Brøndby IF reder sig tid

Udgivet den 04-02-2013  |  kl. 06:28  |  

Den konkurstruede fodboldklub Brøndby IF har tilsyneladende redet stormen af frem til udgangen af denne måned. Det skriver Børsen mandag.

Investorer frygtede fredag, at Brøndby IF’s ledelse ville blive tvunget til at indgive konkurserklæring mandag, men klubbens ledelse har formodentlig købt sig tid til indtil næste måned.

Ifølge Børsen har Brøndby i løbet af weekenden tilsyneladende forhandlet med Spillerforeningen, som kræver godt 30 mio. kr. fra Brøndby i den såkaldte feriepengesag, og Brøndby vil nu udbetale løn for januar til sine ansatte, og har dermed købt sig tid til at forhandle aftalen med Spillerforeningen på plads.

Kilder til børsen peger også på, at det først i 11. time lykkedes at finansiere den samlede løn til omkring 100 ansatte, som skønnes at ligge i omegnen af 5-7 mio. kr. pr. måned.

Udgivet af: Aktiefokus