Salgstiden på sommerhuse raslede ned i 2021 - se hvor faldet er størst
Sommerhusmarkedet har gennemlevet lidt af en rutsjebanetur de sidste par år. For få måneder efter den første coronanedlukning i marts 2020 kom der virkelig skred i handlerne. Boomet varede cirka et år, for fra i sommer var salget igen tilbage på et normalt leje.
De store udsving har sat sine spor i den tid, det tager at sælge et sommerhus. For salgstiden blev halveret fra sommeren 2020 til sommeren 2021. Mod slutningen af sidste år steg salgstiden så lidt igen, og det har ført til et samlet fald i salgstiden fra 2020 til 2021 på cirka to måneder - svarende til 33 procent.
"Det har været nemt for de fleste at sælge sommerhus i coronatiden, for havde man først besluttet sig for at sælge, gik der oftest ikke længe, før salget var en realitet. Når salgstiden alligevel er steget mod slutningen af året, er det et udtryk for, at sommerhussalget faldt i efteråret og hen mod slutningen af året. Det er en tendens, vi også så før corona, og som nu er vendt tilbage, efter vi sidste år havde en ualmindeligt høj vinteraktivitet," siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.
Salgstiden vil formentlig stige i 2022
Det er mere eller mindre hele sommerlandet, der har oplevet de store fald i salgstiden fra 2020 til 2021. Størst er faldet i kommunerne Lolland, Bornholm, Tønder og Guldborgsund, der alle har fået mere end halveret salgstiden.
"Salgstiden er faldet i stort set alle de mest populære sommerhuskommuner, og det er et udtryk for, at der har været drøn på over hele linjen. Der er kommet nyt liv i rigtig mange sommerhuse i hele landet, og corona har tilsyneladende medført en ændring på manges syn på beliggenheden for et sommerhus. Flere kommuner er ganske enkelt blevet mere attraktive for køberne," siger Birgit Daetz.
På grund af de meget store fald i salgstiden i 2021 må sælgerne dog også forvente, at det kommer til at tage lidt længere tid at sælge i 2022.
"Vi har allerede set, at salget af sommerhuse er normaliseret, og at salgstiden er steget lidt igen i slutningen af 2021. Det vil fortsætte hen over vinteren. For vi forventer ikke noget nær samme vinteraktivitet på sommerhusene som sidste år, og det vil formentlig betyde, at sælgerne ikke kan forvente samme drastiske fald i salgstiden som sidste forår og sommer. Det betyder egentlig bare, at sælgerne skal væbne sig med lidt mere tålmodighed i det kommende," siger Birgit Daetz.
Salgstiden på ejerlejligheder faldt med seks dage fra 2020 til 2021, mens husene blev solgt knap en måned hurtigere i det forgangne år.
Udviklingen i kommunale salgstider for sommerhuse:
Kommune | 202012 | 202112 | Ændring år |
---|---|---|---|
Lolland | 338 | 91 | -73% |
Bornholm | 131 | 54 | -59% |
Tønder | 411 | 180 | -56% |
Guldborgsund | 152 | 73 | -52% |
Kalundborg | 168 | 86 | -49% |
Frederikshavn | 307 | 160 | -48% |
Holstebro | 349 | 185 | -47% |
Jammerbugt | 241 | 140 | -42% |
Skive | 246 | 144 | -41% |
Norddjurs | 218 | 143 | -35% |
Ringkøbing-Skjern | 213 | 140 | -34% |
Slagelse | 150 | 107 | -29% |
Frederikssund | 115 | 83 | -28% |
Vordingborg | 111 | 85 | -24% |
Syddjurs | 162 | 124 | -23% |
Vesthimmerland | 228 | 184 | -19% |
Aalborg | 229 | 185 | -19% |
Varde | 214 | 182 | -15% |
Odsherred | 100 | 89 | -11% |
Hjørring | 229 | 214 | -7% |
Gribskov | 99 | 101 | 2% |
Sønderborg | 280 | 297 | 6% |
Halsnæs | 70 | 90 | 27% |
Lejre | 78 | 100 | 28% |
Hedensted | 85 | 187 | 120% |
Hele landet | 183 | 123 | -33 % |
(Kun kommuner med minimum fem handler i hver af de seneste tre måneder er med på listen. Kilde: Boligsidens Markedsindeks)
The post Salgstiden på sommerhuse raslede ned i 2021 - se hvor faldet er størst first appeared on Boligsiden - Bolignyheder.
Tags: Bolig❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›