Sanistål erhverver aktiepost i Brdr AO Johansen
Sanistål har indgået aftale med Pure Invest om at erhverve dette selskabs aktiepost på 26,76 pct. i Brdr. AO Johansen. Det fremgår af en fondsbørsmeddelelse. Købet omfatter 152.525 stk. præference aktier og posten repræsenterer 14,15 pct. af stemmerne.
Købesummen udgør 305.050 tkr., svarende til kurs 2000, hvilket er ca. 11-12 pct. højere end den seneste uges børskursniveau omkring 1780-1800. Aktiepostens andel af AO Johansens resultater vil ikke indgå i Saniståls regnskabsmæssige resultater, da stemmeandelen ikke berettiger hertil. Saniståls resultater vil således kun blive påvirket af renteudgifter og udbytteindtægter.
Købet af aktieposten sker som en strategisk baseret investering i en særdeles veldrevet virksomhed indenfor et brancheområde, som også er kerneaktivitet i Sanistål. AO Johansen har i mange år haft en meget positiv udvikling, og det forventer Sanistål fortsat vil være tilfældet. Investeringen er derfor en anlægsinvestering for Sanistål.
- Derudover skal aktiekøbet imidlertid også ses som et ønske om at styrke Saniståls muligheder for at deltage aktivt i en branchekonsolidering, når tiden måtte være moden hertil for begge selskaber. Sanistål har altid set de to selskaber som virksomheder, der supplerer hinanden og som tilsammen ville kunne opnå væsentlige synergier i drift og udvikling i konkurrencen med store, internationale koncerner, skriver selskabet.
Sanistål anerkender, at købet af aktieposten ikke giver nogen adgang hertil eller indflydelse på driften i AO Johansen, og Sanistål agter ikke at kandidere til den bestyrelsespost i selskabet, som besættes af præference aktionærerne i henhold til selskabets vedtægter.
Bestyrelsen i Sanistål vil indenfor de nærmeste måneder indstille til Saniståls aktionærer at forøge selskabets aktiekapital med knap 10 pct. med fortegningsret for aktionærerne - for at finansiere en passende del af aktiekøbet og tidligere foretagne akkvisitioner med egenkapital. Provenuet ved aktiekapitaludvidelsen forventes at være i størrelsesordenen 200-240 mio.kr.