SAS kan gå konkurs hvis ny aftale ikke bliver stemt igennem

Udgivet den 10-08-2020  |  kl. 07:45  |  
SAS (Fly)

Hvis SAS' obligationsejere siger nej til en ny redningsplan, som SAS fremlagde fredag, kan selskabet ende med at gå konkurs.

Det skriver Børsen.

I en meddelelse om den nye aftale har selskabet skrevet, at hvis aftalen ikke går igennem, så kan det føre til konkurs. Den nye redningsplan giver bedre vilkår til ejerne af selskabets to obligationer og øger SAS' renteudgifter i forhold til den oprindelige redningsplan, der blev præsenteret i slutningen af juni.

Samtidig trækker forhandlinger ud om et nyt lån til SAS fra Danmark og Sverige og giver yderligere uvished om flyselskabets fremtid.

80 pct. og 66,6 pct. af ejerne af selskabets to obligationer skal støtte planen, men fredag var der opbakning fra henholdsvis 51,4 pct. og 39,6 pct. Der skal senest falde svar 25. august fra alle obligationsejerne om aftalen.

- Såfremt SAS som følge af en sådan væsentlig indvirkning på dets økonomiske tilstand bliver tvunget til at indgive konkurs, er det sandsynligt, at indehaverne af de eksisterende hybridnotater og obligationer vil kunne inddrive noget af deres krav under noterne, skrev SAS i en meddelelse fredag til sine kreditorer, skriver Børsen.

SAS har ikke ønsket at svare på, hvorvidt en konkurs er blevet mere sandsynlig den seneste tid, men selskabet håber, at kreditorerne vil stemme for aftalen, oplyser det til Børsen.

Finansministeriet har ikke nogen kommentarer til de igangværende forhandlinger "af hensyn til fortrolighed og SAS' status som børsnoteret selskab", skriver Børsen.

Originalartikel: Børsen, 10. august 2020, side 8.

/ritzau/FINANS

Katy Wang

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder