Saxo Bank forudser nedtur i endnu tre år

Udgivet den 27-01-2009  |  kl. 17:54  |  

Tre år med fortsat lavere økonomisk vækst. Det er hvad Saxo Bank forudser i deres nye rapport Outlook 2009, hvor også aktier spås en hård skæbne det kommende år.

Det er bankernes og forbrugernes gældsbyrde, der er historiens skurk. Nedbringelse af gearingen er nødvendig, og uden nye billige lån går forbruget og økonomien i stå, mener banken.

- Nedbringelsen af gæld vil fortsætte i 2009, og det vil blive rigtig slemt. Bankerne er blevet bange, fordi de pludselig har måttet nedskrive stort på dårlige lån, og derfor smækker de kassen i, hvilket bremser forbruget, og dermed også den økonomiske udvikling, siger Christian Blaabjerg, strateg i Saxo Bank til dagbladet Børsen.

Saxo Bank forudså sidste år i deres "Outlook 2008", at verdensøkonomien var på vej ind i en recession, og at aktiemarkederne verden over ville falde markant.

 

Udgivet af: NPinvestordk