Skatteekspert: Venstres skattestop holder ikke

Udgivet den 15-11-2000  |  kl. 09:46  |  

København--15. november--NetPosten--Professor i skatteret ved Syddansk Universitet, Ole Bjørn, retter nu en hård kritik mod Venstres skattestop og understreger, at der meget snart er behov for en skattereform, der fjerner mellemskatten og hæver grænsen for, hvornår man skal betale topskat. Og det vil koste 20. mia. kr. Det skriver Berlingske Tidende onsdag.

- Venstres skatteløfte er et udtryk for, at man låser sin politiske handlekraft fast. Hvis man ikke kan flytte rundt på noget, så kan man ikke føre skattepolitik. Man kan ikke sidde i regering uden at flytte rundt på noget, siger Ole Bjørn.

Også Danske Bank har sin mening.

- Der er brug for en reform, der sænker det danske skattetryk med fem pct. Det kan ikke ske ufinansieret, uden at det går ud over økonomien, siger chefanalytiker i Danske Bank, Bertil From.

De øvrige borgerlige partier har også lagt en dyb skepsis overfor Venstres bebudede skattestop.

De Konservative vil fjerne mellemskatten, som vil koste, hvad de har anslået til omkring 12 mia. kr. og desuden vil de lette bilbeskatningen og fjerne ejendomsværdibeskatningen. Det sidste er CD også meget interesseret i.

Men problemet er, at ingen af de borgerlige partier er villige til at gennemføre så store besparelser, som der skal til for at give plads til skattelettelser, og Kristeligt Folkepartis formand Jann Sjursen mener, at det kan koste en borgerlig regering efter næste valg.

- Jeg tror ikke, at vi får et regeringsskifte efter næste valg, hvis CD og de Konservative skaber urealistiske forventninger om skattelettelser, siger Jann Sjursen.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder