Skejby Sygehus er bedst på nettet
Videnskabsminister Helge Sander (V) uddelte mandag priser til de bedste offentlige hjemmesider - Skejby Sygehus var blandt prismodtagerne.
Skejby Sygehus fik prisen i kategorien Sundhedsinstitutioner. Det århusianske sygehus fik prisen for hjemmesiden www.auh.dk/sks, der ifølge ministeren skiller sig positivt ud fra de øvrige social- og sundhedsinstitutioner ved at være mere helhedsorienterede.
Det kommer til udtryk ved, at siden ikke kun tænker på patienterne, men i lige så høj grad på de pårørendes behov for information.
Blandt de øvrige prismodtagere var Vejle Tekniske Skole (www.vejlets.dk), der fik prisen for en overskuelig og let tilgængelig hjemmeside, der "matcher sin målgruppe flot".
Også Elektricitetsrådet, Hesingør Bibliotek, Sønderjyllands Amt, Grønlandske kommuners landsforening og Gentofte Kommune/KMD fik ros og priser for deres hjemmesider.