SmartGuy på børsen
SCF Technologies A/S ("SCF") har siden foråret 2011 vurderet fremtidsperspektiverne for selskabet, efter at dets væsentligste aktiviteter var frasolgt. I den forbindelse har vurderingen været om SCF kunne overtage nye aktiviteter, der var en forlængelse af virksomhedens oprindelige grundlag, eller om der forelå andre og bedre muligheder.
På den baggrund har SCF i dag indgået aftale med Las Atalayas ApS (CVR 34086249), Kusk Investering ApS (CVR 34086222), og NK Invest ApS (CVR 25166426) ("Investorerne"), som i fælleskab ejer samtlige aktier i internet handelsselskabet SmartGuy A/S ("SmartGuy") (www.smartguy.dk). Det er aftalt at SCF i en rettet kapitaludvidelse vil udstede nominelt 5.437.794 nye aktier til Las Atalayas ApS, Kusk Investering ApS og, NK Invest ApS hvorefter Investorerne samlet vil eje 66,7% af SCF. Udstedelsen sker i henhold til gældende bemyndigelse jvf. § 6.6 i selskabets vedtægter.
Kursen for aktierne er fastsat til DKK 2,00 pr. aktie a nominelt DKK 1, hvilket er en præmie på 50% i forhold til den gennemsnitlige lukkekurs i andet halvår 2011, som har været DKK 1,33.
Investorerne har til hensigt at opretholde SCF's notering på NASDAQ OMX, dog på sigt med de aktiviteter, der udøves i SmartGuy.
Det er investorernes intention at indskyde samtlige aktier i SmartGuy i SCF (forventeligt inden udløbet af første halvår 2012). Indskuddet forventes at ske ved at Investorerne indskyder samtlige aktier i SmartGuy i SCF mod SCF's udstedelse af yderligere nye aktier til Investorerne ("Apportindskudstransaktionen"). Efter gennemførelse af Apportindskudstransaktionen vil SmartGuy være et 100 % ejet datterselskab til SCF.
Investorerne har anmodet SCF om at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling, der forventes afholdt den 7. februar 2012 kl. 10, hvor blandt andet SCF's siddende bestyrelse vil bliveerstattet af en bestyrelse bestående af repræsentanter for Investorerne og SmartGuy Group A/S optages som binavn.
Såfremt Apportindskudstransaktionen gennemføres vil den medføre et identitetsskifte i SCF, idet SCF's aktiviteter efter Apportindskudstransaktionen indirekte vil bestå af aktiviteterne i SmartGuy.
Med henblik på at opfylde NASDAQ OMXs krav vedrørende spredning af aktierne i offentligheden påtænker investorerne på et tidspunkt at gennemføre et udbud af aktier i SCF. Gennemførslen af Apportindskudstransaktionen er betinget af, at investorerne opnår godkendelse fra NASDAQ OMX til at opretholde SCFs børsnotering efter identitetsskiftet. Investorerne er i dialog med NASDAQ OMX om vilkårene for at opretholde noteringen.