Sophus Berendsen sælger sin hollandske hydraulikcylinderfabrik for 71 mio DKK
København--24. juli--NetPosten--Sophus Berendsen har solgt Hydrowa BV i Holland, fremgår det af en fondsbørsmeddelelse. Virksomheden blev overtaget af Berendsen i 1988 og har siden haft en meget tilfredsstillende udvikling. Den har nu en årsomsætning på 100 mio kr og beskæftiger 80 medarbejdere.
Handlen finder sted i form af et salg af aktier, der ejes af Sophus Berendsen A/S' hollandske datterselskab S. Berendsen BV. Salgsprisen er 71 mio kr., og egenkapitalen andrager 24 mio kr.
Hydrowa, der producerer meget store specialiserede hydraulikcylindre til en række markeder, er solgt til International Motion Control i Buffalo, New York, USA.