S&P: Mange selskaber er først tilbage på sporet i 2022

Udgivet den 23-11-2020  |  kl. 07:53  |  

Verdens største kreditvurderingsbureau, Standard & Poor's, vurderer i analyse, at selskaber i Danmark og resten af Norden står relativt stærkt, men at det vil tage år at komme tilbage på sporet.

Det skriver dagbladet Børsen.

S&P har i en ny analyse vurderet, hvordan coronapandemien vil påvirke samfundsøkonomien og de enkelte selskaber.

Generelt mener kreditvurderingsbureauet, at Danmark og resten af Norden står stærkt. Mange selskaber vil dog først være tilbage på sporet fra 2019 i løbet af 2022.

Særligt menes det, at ejendomsselskaber og producenter af kapitalgoder kan blive presset. I S&P's analyse nævnes Danfoss specifikt som en virksomhed, "der er mere afhængig af bedre forhold i økonomien for at komme tilbage til de tidligere kreditniveauer."

2021 vil byde på en mærkbar stigning i konkurser, mener S&P.

- Vi forventer, at der blandt europæiske virksomheder med en spekulativ kreditvurdering vil være et konkursniveau på 8,5 pct. i juni 2021 set over de foregående 12 måneder. Til sammenligning var konkursraten på 3,4 pct. i juni 2020, fremgår det af S&P's analyse ifølge Børsen.

- I USA vil konkursniveauet formentlig stige til 12,5 pct. i juni 2021, da kreditforholdene er blevet forværrede, fortsætter analysen.

Mens de fleste selskaber skal frem til 2022 for at nå niveauet fra 2019, er medicinalselskaber, fødevarebutikker og våbenproducenter er ifølge S&P slet ikke negativt påvirkede af coronakrisen.

Originalartikel: Børsen, 23. november, side 10.

/ritzau/FINANS

Morten Frederik Heltoft

Relaterede nyheder