Spar Nord anbefaler Overvægt på Nordicom
Ejendomsaktierne har ikke budt på volatile kursstigninger på det seneste og i forbindelse med halvårsregnskabet fra Nordicom venter Spar Nord ikke en opjustering fra selskabet, men ser dog generelt positivt på aktien.
- Vi forventer, at ledelsen fastholder den opjusterede forventning til helårets resultat før skat på 155-175 mio. kr. De gunstige markedsbetingelser for selskabets hovedforretningsområder betyder, at vi fastholder Overvægt-anbefalingen for aktien, skriver Spar Nord og fortsætter:
- Aktiviteten inden for Nordicom Udvikling er aktuelt begunstiget af den lave rente, som har drevet boligpriserne i vejret. Med den væsentlige aktivitetsstigning allerede i 1. halvår er Udvikling godt på vej til at realisere målet i den nye "Plan 2008", der bl.a. sigter mod fordobling i antallet af opførte og solgte boliger til 300-400 om året.
Når Nordicom præsenterer investorerne for sit halvårsregnskab for 2005 onsdag den 17. august, venter Spar Nord en væsentlig aktivitetsstigning og resultatmæssig fremgang i i forhold til 2004. Spar Nords estimat for halvårsomsætningen lyder på 483 mio. kr. og resultat før skat estimerer vi til 79 mio. kr.