Spar Nord: Fair value på FLSmidth 200 kr

Udgivet den 19-09-2005  |  kl. 14:15  |  

Spar Nord vurderer, at FLSmidths forventinger til helårets indtjening er konservative og giver samtidig aktien et kursmål på 200 kr.

Oven på ledelsens opjustering efter et pænt 1. halvår og en avance ved salg af aktier i Sinai Cement Co. stiller ledelsen for 2005 et resultat før skat i niveau 350-410 mio. kr. under en omsætning på 10,5 mia. kr. i udsigt. Det indikerer en EBT-margin på 3,3-3,9%, hvor målsætningen er at nå 5% over en treårig periode. Alene for 1. halvår var EBT-margin 4,6 pct., når avancen ved salg af Denerco-aktier fraregnes. Vi opfatter ledelsens udmelding som konservativ, skriver Spar Nord og fortsætter:

- Den særlige omstillingsfase, som FLSmidth & Co. befinder sig i, betyder, at aktien handler relativt dyrt på indtjeningsnøgletal for 2005E og 2006E relativt til sin Peer Group. Men vores DCF-beregning indikerer en targetkurs på 200, hvorfor vi anbefaler Overvægt i aktien.

En markant kurstrigger for FLSmidth-aktien er muligheden for et købstilbud, hvilket blev indikeret gennem spaltningen af Potagua.

- Aktien drives blandt andet af en øget sandsynlighed for et købstilbud. Det er ikke mindst en konsekvens af spaltningen af Potagua, som har til formål at afvikle den tidligere hovedaktionærs ejerskab af majoriteten i FLSmidth & Co, påpeger Spar Nord, som ligeledes ser positivt på turnaround-processen.

- I takt med, at der bliver stadig større afklaring om den gennemgribende turn-around proces, som FLSmidth & Co. gennemgår, drives aktien af de åbenlyse indtjeningsforbedringer samt den reducerede tabsrisiko på problemprojekterne, vurderer Spar Nord og tilføjer:

- FLSmidth & Co. er yderligere begunstiget af en stærk global markedsudvikling såvel inden for anlæg til cementproduktion som inden for materialehåndtering, hvor mineselskaber verden over er begunstiget af de stigende råvarepriser. Samtidig oplever Dansk Eternit Holding helt aktuelt en stærk efterspørgsel efter tagplader efter stormen i januar 2005.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder