Spar Nord: Finanskrise i fokus for TK Development - Neutral

Udgivet den 29-09-2008  |  kl. 10:28  |  

Spar Nord fastholder sin Neutral-anbefaling på TK Development forud for tirsdagens regnskab.

- Midt i krisen på finansmarkederne, hvor ejendomsmarkedet er udråbt som den store synder og årsag til kreditkrisen, er det ikke let at være developer, hvilket også påvirker TK Development-aktien. Vi vurderer også, at de eksterne betingelser, som TK Development opererer i bliver vanskeligere, hvilket vil påvirke fremtidige projekter, men vi har dog tillid til at de eksisterende projekter stort set vil kunne gennemføres i henhold til planerne, så i lyset af den lavere værdiansættelse efter aktiens kursfald også relativt til markedet, fastholder vi vores anbefaling på Neutral vægt, skriver Soar Nord.

I forventning til, at ledelsen vil kunne leve op til sine forventninger om at nå et nettoresultat for hele 2008/09 på ca. 300 mio. kr., estimerer Spar Nord for regnskabsårets første 6 mdr. et nettoresultat på godt 90 mio. kr. modsvarende ca. 30 pct. af estimatet for hele året.

- Vi bemærker, at den tidsmæssige placering af færdiggørelsen af projekterne indeholder et væsentligt usikkkerhedsmoment for størrelsen af halvårsresultatet, som ikke behøver at være retningsgivende for hele året, og at der normalt ligger en stor del af indtjeningen mod regnskabsårets slutning. Der indhentes ikke konsensus-estimater, påpeger Spar Nord og afslutter:

- Aktien er med et P/E-niveau på godt 4 billig på direkte nøgletal, hvilket dog reflekterer usikkerheden og forventningen om pres på indtjeningen fremadrettet. Det er således primært udviklingen på finansmarkederne som vil trigge kursen i den nære fremtid.

Udgivet af: NPinvestordk