Spar Nord risikerer kundeflugt - avis

Udgivet den 22-05-2014  |  kl. 07:39  |  

Spar Nord risikerer at miste en stor del af de 900 erhvervskunder, som banken har købt fra FIH, da kunderne kun har haft FIH som sekundær bankforbindelse, idet den ikke er en fullservice bank. En ekspert venter, at kunderne vil tage fat i deres primære bankforbindelse og undersøge, om de kan matche tilbudet fra Spar Nord. Det skriver Jyllands-Posten.

Spar Nord er dog ikke bekymret, og betragter det derimod som en mulighed for mersalg. Banken venter, at der skal afsættes 330 mio. kr. i kapital til de nye erhvervskunder, som ventes at bidrage med 70 mio. kr. til bankens bundlinje.

- Vi kan se, hvad kunderne har af forretninger andre steder, og vi har en forventning om, at vi kan lave flere forretninger med nogle af dem. Der er en mulighed for at lave merslag. Vi regner med at skulle låne et pænt trecifret millionbeløb ud til denne kundegruppe årligt, siger Lasse Nyby, administrerende direktør i Spar Nord, til Jyllands-Posten.

Det betyder fornyet konkurrence, inden for et kundesegment som bankerne i forvejen konkurrerer hårdt om. Flere banker - herunder Spar Nord - er desuden presset af, at kunderne holder igen, hvilket sætter hele den traditionelle udlånsforretning under pres og tvinger bankerne til at skabe vækst via opkøb.

/ritzau/FINANS

Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder