Spar Nord/CEO: Vi har stået det værste igennem på rentesiden

Udgivet den 02-05-2018  |  kl. 10:11  |  

Der er fortsat pres på Spar Nords kerneforretning - ud- og indlån af penge - men banken ser så småt presset fra det i øjeblikket lave renteniveau aftage.

Sådan lyder det fra administrerende direktør Lasse Nyby på bagkant af bankens regnskab for første kvartal

- Konkurrencen bliver ved med at være der på udlån, men med den relativt beskedne vækst i udlånsmarkedet, så kan vi godt se fortsat pres på renterne på udlånssiden i de kommende kvartaler.

- Det må vi kompensere for ved at vækste lidt, og så har vi forsøgt at justere for det på indlån - blandt andet ved at sætte grænsen for, hvornår vi sætter negative renter på indlån hos erhvervskunder ned til 2 mio. kr., siger Lasse Nyby.

Lasse Nyby vurderer på, at renterne sandsynligvis har nået bunden, da Den Europæiske Centralbank (ECB) planlægger at afslutte sit nuværende opkøbsprogram i september, hvilket kan give en renteforhøjelse i 2019, som Nationalbanken efterfølgende vil efterligne.

- Der er tendens til, at de meget lave kort renter nærmer sig at være forbi det værste, siger Lasse Nyby.

Spar Nords nettorenteindtægter faldt i første kvartal 0,7 pct. til 389 mio. kr, hvilket er aftagende sammenlignet med 2017, hvor posten svandt knap 5 pct. over året.

/ritzau/FINANS

Aske Muff