Spotify vil lancere video-streamingstjeneste

Udgivet den 08-05-2015  |  kl. 08:56  |  

Svenske Spotify arbejder på at lancere en video-streamingstjeneste som komplement til selskabets eksisterende musikplatform. Dermed melder Spotify sig ind i kampen om digitalt indhold mod selskaber som Netflix og Hulu. Spotifys tjeneste vil dog ikke være direkte sammenlignelig med tjenester som Netflix.

Det skriver Financial Times.

Tjenesten vil, i stedet for at konkurrere direkte med Netflix i streaming af for eksempel film, fungere som en understøttelse af Spotifys kerneområde musik, hvor selskabet er markedsledende med 60 mio. abonnenter. De fleste brugere benytter den gratis version af Spotify, mens cirka 15 mio. er betalende forbrugere.

Spotifys udvidelse til også at omfatte streaming af video bliver af analytikere tolket som et led i en større tendens med intensiverende konkurrence på markedet for digital musik. Youtube har barslet med en betalt tjeneste a la Spotify, mens Apple vil lancere sin egen streaming-platform til juli efter at have købt høretelefonselskabet Beats for 3 mia. dollar i 2014.

Samtidig har musikstjernen Jay Z lanceret sin egen musiktjeneste kaldet Tidal bygget på fundamentet af det svenske selskab Aspiro, som han købte for 56 mio. dollar.

/ritzau/FINANS

Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk

Tags:  Sverige❯ 

Seneste nyheder