Statoil vil investere i oliefelt i Nordsøen
Den norske oliegigant Statoil vil sammen med sine partnere investere 3,1 mia. nkr. i oliefeltet Visund North.
Feltet i Nordsøen har estimerede reserver på 29 mio. tønder olieækvivalenter, primært bestående af olie.
Beslutningen om at sætte fart på udviklingen af Visund North blev taget i efteråret 2010, og dagens beslutning fører projektet et skridt nærmere færdiggørelse. Produktionen forventes at starte i efteråret 2013.
De andre partnere i produktionslicensen er den norske stats olieselskab Petoro, franske Total og amerikanske ConocoPhillips. Statoil ligger mandag eftermiddag 0,5 pct. højere i 149,3 nkr.
A.P. Møller - Mærsks olieselskab Maersk Oil har også olieinteresser i Nordsøen, herunder det norske oliefelt Aldous med netop Statoil og svenske Lundin Petroleum.