Stemmerne er talt op: Tyrkiet skal ud i ny valgrunde

Udgivet den 15-05-2023  |  kl. 16:15  |  

Spændingen omkring det tyrkiske præsidentvalg er langtfra forbi.

Således har ingen af kandidaterne fået mindst 50 procent af stemmerne, og derfor skal der afholdes endnu en valgrunde.

Det oplyser den øverste tyrkiske valgmyndighed ifølge Reuters.

Den næste valgrunde bliver afholdt 28. maj.

Tyrkiets nuværende præsident, Recep Tayyip Erdogan, har fået 49,51 procent af stemmerne. Oppositionens præsidentkandidat, Kemal Kiliçdaroglu, har fået 44,88 procent af de afgivne stemmer.

For at kunne hive sejren hjem i første valgrunde skulle én af kandidaterne have mindst 50 procent af stemmerne plus én stemme.

Der var i alt fire kandidater op til præsidentvalget. En af kandidaterne - Muharrem Ince - trak dog sit kandidatur få dage inden valget.

Herefter stod kampen mellem Erdogan, Kiliçdaroglu og Sinan Ogan. Sidstnævnte har fået cirka fem procent af stemmerne.

Det er kun de to kandidater, der har fået flest stemmer, som går videre til præsidentvalgets anden runde.

Meningsmålinger inden valget pegede på, at valget ville blive meget tæt, men de gav Kilicdaroglu et lille forspring.

Kilicdaroglu fra Det Republikanske Folkeparti, er præsidentkandidat for seks oppositionspartier.

Erdogan har haft regeringsmagten i Tyrkiet de seneste 20 år.

Han var premierminister fra 2003 til 2014 og har siden været præsident.

Premierministerposten findes ikke længere i landet.

Iagttagere siger, at økonomien har været afgørende for, hvem vælgerne har valgt at stemme på. Inflationen nåede sidste år 85 procent i Tyrkiet. De stigende leveomkostninger har forarmet mange af landets borgere.

Samtidig har det voldsomme jordskælv i Tyrkiet og Syrien i februar haft stor indvirkning på det politiske liv.

Erdogans succesfortællinger er med årene blevet indskrænket. Han står i stedet med to store kriser, den økonomiske og jordskælvet, som begge har ramt hele det tyrkiske samfund enten fysisk eller følelsesmæssigt.

Erdogans regering er både blevet stærkt kritiseret for ikke at have gjort tilstrækkeligt for at hjælpe jordskælvsofre. Samtidig får regeringen skylden for, at mange huse i de seneste årtiet blev opført hurtigt ved byggerier, som var præget af byggesjusk. Mange er blevet opført uden at være sikret mod jordskælv.

/ritzau/Reuters

Ritzau

Seneste nyheder