Stor gruppe klar til at opfylde regeringens målsætning om øget arbejdsstyrke
Mellem 15.000 og 25.000 personer har trukket sig ud af arbejdsstyrken på trods af, at de enten har en kompetencegivende uddannelse eller har været i job inden for det seneste år. En målrettet uddannelsesindsats kan sammen med et mere rummeligt arbejdsmarked trække dem tilbage på arbejdsmarkedet, mener LO.
En væsentlig del af regeringens målsætning om at øge arbejdsstyrken med 100.000 personer frem til år 2010 kan løses ved at trække den såkaldte 'stille reserve' ud på arbejdsmarkedet. Ifølge en analyse, som Oxford Insight har lavet for LO på basis af Danmarks Statistiks Arbejdskraftundersøgelsen fra i fjor, udgør denne arbejdskraftreserve omkring 30.000 personer. De er defineret ved, at de enten ønsker at komme i arbejde, eller at de har været i job inden for de seneste to år.
Heraf er et sted mellem 15.000 og 25.000 personer i dag uden for arbejdstyrken, selv om de har en kompetencegivende uddannelse eller har haft et job inden for det seneste år. Langt den overvejende del af denne stille reserve er kvinder, og især i gruppen som har en uddannelse, er der mange i aldersgruppen fra 40 til 54 år.
Det særlige ved denne gruppe af personer er som nævnt, at langt de fleste angiver at være klar til at påtage sig arbejde. Desuden lader deres jobmuligheder ikke umiddelbart til at være begrænset af manglende uddannelse eller en lang periode uden for arbejdsmarkedet, som normalt anses for at være de to væsentligste barrierer for at komme ind på arbejdsmarkedet.
- Der rejser sig en række rigtig gode spørgsmål på grundlag af analysen. For hvad er grunden til, at disse mennesker, som siger, at de gerne vil arbejde, alligevel holder sig ude af arbejdsmarkedet. Jeg mener, der ligger en klar opgave i at finde frem til dem, og få dem motiveret til at deltage i produktionen. Men omvendt føler jeg mig overbevist om, at en forholdsvis beskeden opkvalificering vil gøre det muligt for en stor del at træde direkte ind i ordinære job. De vil jo gerne, og så skulle vi være nogle skarn, hvis ikke vi giver dem tilbuddet, siger LO-sekretær Marie-Louise Knuppert.