Storbank ser Vestas levere over 22 mia. kr. i frie pengestrømme over tre år

Udgivet den 07-01-2025  |  kl. 08:08  |  
Arkiv: Foto

Vestas står foran en markant indtjeningsfremgang i de kommende år, hvilket også vil afspejle sig i de pengestrømme, der suser ind på kontoen hos den danske vindmølleproducent.

Det kan skabe en bedre stemning om aktien, vurderer den amerikanske storbank Citi, som fortsætter med at se et stort potentiale i den danske vindmølleaktie.

Kursmålet er i en analyseopdatering dog trimmet lidt til 220 kr. fra 235 kr., men det rummer fortsat et stort potentiale, og anbefalingen er da også uændret "køb".

Citi forudser, at Vestas over de tre år fra 2025 til og med 2027 vil kunne skabe frie pengestrømme på over 3 mia. euro svarende til rundt regnet 22 mia. kr.

- Vi tror, at denne positive pengestrømsvending kan være med til at drive Vestas-aktien højere op efter et vanskeligt 2024 for den, og vi fastholder købsvurderingen, skriver Citi i analysen.

Vestas har en målsætning om at levere positive frie pengestrømme hvert år uden yderligere specifikation.

Citi mener, at et mere detaljeret flerårigt mål fra Vestas ville kunne hjælpe investorernes stemning om aktien, efter at der de senere år har været stor volatilitet i pengestrømmene.

Et opsving i driftsindtjeningen, EBITDA, er den vigtigste drivkraft for Citis forventede forbedring i pengestrømmene. For 2024 estimerer banken et EBITDA på 1622 mio. euro før særlige poster, mens det i 2027 ventes at stige til 3597 mio. euro.

- Vi ser samlede frie pengestrømme på over 3 mia. euro i 2025-27; det ville være en stor stigning i forhold til den seneste historie, men det er ikke i modstrid med tidligere opsving, hvor de gennemsnitlige årlige frie pengestrømme var på over 1 mia. euro fra 2014-2017, skriver Citi.

Vestas kommer 5. februar med regnskab for 2024, hvor selskabet har for vane at komme med sin prognose for 2025. Citi forventer, at Vestas vil spille ud med en forventning om en omsætning på 18-19 mia. euro og en driftsmargin, EBIT, på 5-7 pct.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Maintain❯  Research❯  Shares❯