Storbanker advarer om urolig aktieuge i USA
Denne uge vil byde på to store begivenheder i det amerikanske, og derfor er der risiko for stor uro, endda chok, i aktiemarkedet i USA.
Advarslen kommer fra to af de mest toneangivende handelsborde på Wall Street, nemlig fra JPMorgan Chase og Citigroup, skriver Bloomberg News.
Det er onsdag, det kommer til at foregå, når forbrugerprisernes udvikling for maj offentliggøres, og når den amerikanske centralbank, Federal Reserve, afslutter sin todages rentemøde med sin pengepolitiske beslutning og et efterfølgende pressemøde med formand Jerome Powell, der har det med at sende markederne ud i bølgegang.
Mens S&P 500 mandag handles let op, så peger handelen med optioner i USA ifølge en opgørelse fra JPMorgan på, at indekset vil være steget eller faldet med 1,3-1,4 pct. inden ugens udgang.
- Med forbrugerprisopgørelsen og Federal Reserves rentemelding på samme dag er der mulighed for, at udfaldet fra forbrugerpriserne kan blive vendt rundt af Jerome Powells pressekonference, skriver JPMorgans Andrew Tyler, der er chef for markedsintelligens, i en note.
Den amerikanske storbank har det med at kvantificere de mulige markedsreaktioner på forbrugerprismålingens udfald.
I markedet er konsensus, at den månedlige vækst vil aftage fra 0,3 pct. i april til 0,1 pct. i maj. Og skulle det blive tilfældet, med en månedlig stigning under 0,2 pct., så regner JPMorgan med, at aktiemarkedet vil stige med 1,75-2,50 pct.
I det hele taget ventes der fremgang til aktierne, hvis inflationen er mindre end 0,3 pct., mens der omvendt er udsigt til kursfald ved en højere aflæsning. Og skulle målingen ende på 0,4 pct. eller over, vil markedet falde med 1,50-2,50 pct., spår JPMorgan.
Hos Citi advarer chefstrateg Stuart Kaiser samtidig om, at rentemeldingen fra Federal Reserve kan udløse de største bevægelser efter et rentemøde siden maj sidste år, da væddemål i markedet indikerer, at S&P 500 på onsdag alene kunne bevæge sig 1,25 pct. i begge retninger.
- Over det seneste år har markedet indregnet forbrugerprismålinger og rentemeldinger ensartet med i snit 0,75 pct., så et dobbelt så højt niveau gør det til en større begivenhed og øger usikkerheden, kommenterer Stuart Kaiser ifølge Bloomberg News.
Der er ikke nogen forventninger i markedet om, at Federal Reserve onsdag vil flytte på sin rente. Investorernes handel med rentefutures peger på en første rentesænkning en gang til enten november eller december.
Renten ligger lige nu i 5,25-5,50 pct., mens nytårsrenten i markedet indikeres at ende i 4,96 pct.
.\\˙ MarketWire