Succes med IT-omskoling

Udgivet den 22-03-2000  |  kl. 12:03  |  

København--22. marts--NetPosten--I et utraditionelt samarbejde mellem IBM Global Services og Arbejdsformidlingen omskoles ledige akademikere til de tunge IT-stillinger, der er svære at besætte. Mellem 90 og 100 pct. af deltagerne ansættes som IT-konsulenter umiddelbart efter kurset. Det skriver IBM i en pressemeddelelse onsdag.

Samarbejdet mellem IBM Global Services og Arbejdsformidlingen (AF) har stået på i næsten fem år, hvor bl.a. ledige akademikere er blevet omskolet til at kunne arbejde i en række forskellige IT-konsulentstillinger. Stillinger, der i øjeblikket er svære for virksomhederne at besætte, på grund af mangel på medarbejdere i IT-branchen.

- Det viser sig, at stort set alle typer af akademikere kan omskoles, hvis de brænder for arbejdet med informationsteknologi. Vi har omskolet omkring 500 ledige indtil nu, og blandt dem finder vi mennekser med uddannelser der ligger langt fra IT-uddannelserne, siger Kim Rasmussen, salgsdirektør hos kursusudbyderen Parkergaard Partners, der er en del af IBM Global Services, og som står for den praktiske del af gennemførelsen af kurserne.

Den konstante dialog med virksomhederne fremhæves som en væsentlig forudsætninger for omskolningsindsatsens succes.

- Kurserne er målrettede, og virksomhederne ved, hvad de får, og er med i hele uddannelsesprocessen. Deltagerne har løbende kontakt med virksomhederne og afslutter kurserne med 4 ugers praktik i virksomheden, hvorefter de starter i deres job, siger Ulla Theil, afdelingsdirektør i IBM Learning Services, der hører under IBM Global Services.

For AF er denne succes blot en del af den stigende indsats inden for IT-uddannelserne. Den teknologiske udvikling og etableringen af Øresundsregionen gør, at efterspørgslen efter IT-kyndige bliver ved med at stige. Derfor har AF i løbet af de seneste 5 år omskolet mere end 5000 ledige.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder