Sydbank genoptager dækning af Chr. Hansen med "sælg"

Udgivet den 27-04-2020  |  kl. 09:07  |  
Arkiv: Foto

Sydbank genstarter dækning af aktierne i Chr. Hansen med anbefalingen "sælg". Det skriver bankens analytiker Per Fogh i en analyse.

- Chr. Hansens forretningsmodel viser modstandsdygtighed mod coronavirussets forstyrrelser og leverer fortsat vækst i første halvår 2020, noterer han, men finder Chr. Hansens vækstmuligheder og stærke indtjening mere end indregnet i værdiansættelsen, som han vurderer, ser anstrengt ud.

Per Fogh vurderer dog, at Chr. Hansen for den langsigtede investor, som ønsker at søge ly for aktieuro, har nogle defensive kvaliteter, hvilket også er blevet understreget i forbindelse med coronavirus-udbruddet.

Chr. Hansen aflagde regnskab for det forskudte andet kvartal i forrige uge, og her leverede selskabet ifølge Sydbank som forventet med en omsætningsvækst på 4 pct.

- Øget organisk vækst i både Food Cultures & Enzymes (FC&E) og Health & Nutrition (H&N) vidner om, at divisionerne igen er tilbage på vækstsporet efter et skuffende første kvartal, skriver Sydbank.

Yderligere pointerer Sydbank, at forbrugernes stigende efterspørgsel efter renere og mere naturlige produkter stiller Chr. Hansen stærkt i markedet, hvor også fokus på mælkeprodukters miljømæssige påvirkning har avlet konkurrerende produkter baseret på blandt andet soja og mandler.

Chr. Hansen har via sit partnerskab med FMC succes med salget af naturlige produkter til insektbekæmpelse i sukkerrørs- og sojaplantager i Sydamerika, hvilket sker med Plant Health-produkterne.

Cirka 10 pct. af den globale produktion går tabt på grund af rundorm, der normalt bekæmpes med pesticider. Chr. Hansens Plan Health-produkter kan ifølge Sydbank blive hjulpet af øge opmærksomhed på rene og naturlige produkter.

Aktierne i Chr. Hansen åbner mandag med et fald på 0,1 pct. i 605,80 kr. Aktierne er i år steget knap 15 pct.

/ritzau/FINANS

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Initiate❯  Research❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder