Sydbank: Stadig stor usikkerhed om bankforretningen i Alm. Brand

Udgivet den 18-05-2011  |  kl. 17:09  |  

- Regnskabet fra Alm. Brand er lidt svagere end ventet. Fremgangen i 'Skade' er opløftende, men er lidt mindre end vi havde håbet. Usikkerheden knytter sig fortsat til 'Bank' og er baggrunden for, at vi fastholder aktien på Undervægt, skriver Sydbank i en analyse efter dagens regnskab fra Alm. Brand.

Om bankforretningen skriver Sydbank:

- Tab og nedskrivninger på udlån og pantebreve beløber sig til 129 mio. kr., hvilket er mere end vi og markedet havde ventet i 1. kvartal. Alm. Brand fastholder dog tidligere udmeldte forventninger til nedskrivninger indtil udgangen af 2012, som efter 1. kvartal lyder på 420 mio. kr. for resten af perioden. Vi ser fortsat en risiko for, at tab og nedskrivninger kan udvikle sig mindre gunstigt end Alm. Brand venter. Et svagere konjunkturbillede, højere renter eller vanskeligere udsigter for landbruget vil øge behovet for flere nedskrivninger. Udlånsporteføljen ventes at falde med over en mia. kr. i 2011, som et led i bankens nedskalering af bankforretningen. En lav mobilitet i kundeporteføljen og svage konjunkturudsigter kan dog trække processen i langdrag. 

- Alm. Brand fastholder forventningerne. Vi har justeret vores estimater for at tage højde for en lidt svagere start på året end vi havde ventet. Værdiansættelsen tynges af usikkerheden om den videre udvikling de kommende kvartaler i 'Bank'. Følger nedskrivningerne de fremlagte planer i 2011 og 2012 vil det bidrage til at reducere usikkerheden om nedskaleringen af bankforretningen. På den korte bane vil udviklingen i 'Bank' overskygge den forventede fremgang i 'Skade'. Vi fastholder Undervægt-anbefalingen, skriver Sydbank.

 

Udgivet af: NPinvestordk