Sydbank/CEO: Godt tilfreds med præstationen
Selv om Sydbank i sit regnskab for første kvartal lancerer en spareplan og erkender behov for forbedringer, så erklærer direktør Karen Frøsig sig tilfreds med resultaterne, som efter hendes mening viser en bank på rette vej.
- Jeg er faktisk rigtig godt tilfreds, forstået sådan, at vi er i gang med at vende det. Vi kom skidt ud af 2013, men jeg synes nu at pilen peger den rigtige vej, siger Karen Frøsig til Ritzau Finans.
Sydbank kom igen i vælten med store nedskrivninger i 2013, der for andet år i træk satte en kedelig rekord, men der er ved at ske en vending nu, mener Sydbank-topchefen.
- Vi har sat mange ting i værk, vi arbejder med vores aktivitetsniveau og med vores indtjening, omkostninger og nedskrivninger. Det jeg sagde til medarbejderne i morges (efter regnskabet, red.) var, at har de fået en god mellemtid. Fordi vi er på ingen måde i mål, men vores indtjening stiger, og det er faktisk meget vanskeligt i det marked, vi har i Danmark lige nu, siger Karen Frøsig.
Sydbanks basisindtægter, inklusive handelsindtjening, steg til 1141 mio. kr. - en fremgang på 9 pct. mod fjerde kvartal og 2 pct. mod første kvartal af 2013.
Med til at løfte indtægterne er naturligvis Diba Bank, som blev købt og indlemmet i Sydbanks forretning lige før nytår. Diba havde i første kvartal af 2013 rente- og gebyrindtægter på 65 mio. kr., men Karen Frøsig afviser at uddybe effekten på hendes banks tal.
- Diba bidrager selvfølgelig med en del, men det er utroligt svært at sige, helt præcis hvad der er hvad, når man er begyndt at integrere, siger Karen Frøsig.
Hun bemærker dog, at bankens omkostninger steg 6,5 pct. i forhold til fjerde kvartal og altså lidt mindre end indtægterne.
/ritzau/FINANS
Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk