TCM/ABG: Endnu ingen negativ Covid-19-effekt trækker aktien med op

Udgivet den 28-05-2020  |  kl. 12:50  |  

TCM Group er inde i en positiv trend på aktiemarkedet, hvor køkkenselskabets aktie er steget pænt fire handelsdage i træk.

Torsdag stiger aktien med 2,4 pct. til 106,50 kr. efter plusser på henholdsvis 7,2 pct., 2,1 pct. og 3,0 pct. de tre forgående dage.

Og det skyldes ifølge André Thormann, der følger TCM Group som analytiker hos ABG Sundal Collier, både et øjeblikkeligt positivt fokus på cykliske aktier, men også at TCM endnu ikke synes ramt af coronakrisen.

- Der er mange cykliske aktier, der kører frem lige nu. Der er bare rigtig mange aktier, som har fået tæsk, der kommer lidt igen i de her dage, siger analytikeren til Ritzau Finans.

- Når det er sagt, har vi heller ikke set køkkenmarkedet rigtig blive ramt endnu. Der er usikkerhed, men vi har endnu ikke set den negative effekt, fordi TCM lige nu leverer fra ordrebogen, fortsætter han.

Analytikeren vurderer i stedet, at man først for alvor får klarhed over, hvor meget TCM Group vil blive ramt af coronakrisen - hvis overhovedet - efter sommerferien, når selskabet ikke længere alene kan trække på ordrebogen.

- Spørgsmålet er, hvor hårdt markedet bliver ramt, og det er svært at spå om. Men for nuværende ser det ikke særlig slemt ud, siger André Thormann.

- Måske går folk endda ud og køber køkkener nu, hvis de bliver hjemme fra ferie og har råd og tid til at kigge på køkkener. Så spørgsmålet er, om TCM Group får mere medvind af det her end modvind, fortsætter han.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder