Tele Danmark først med ADSL-teknologi

Udgivet den 04-03-1999  |  kl. 12:06  |  

København--4. marts--NetPosten--Tele Danmark og Siemens har netop indgået en rammeaftale om levering af højhastighedsudstyr baseret på den nye ADSL-teknologi (Asymmetric Digital Subscriber Line). Dermed har Tele Danmark taget afsæt til et teknologisk kraftspring , som vil mangedoble kapaciteten i det eksisterende telefonnet for ADSL-kunder og give mulighed for krævende datatransmissioner i forbindelse med for eksempel Internet og multimedia-applikationer. Aftalen løber over de næste fire år.

ADSL-teknologien gør det muligt at transmittere data via telefonnettet med højere hastighed, end vi kender i dag. I første omgang vil Tele Danmark tilbyde hastigheder på 512 kBit/s. ADSL giver desuden mulighed for at føre telefonsamtaler, samtidig med at forbindelsen bruges til transmission af data, for eksempel i forbindelse med Internet.

Tele Danmark bliver den første operatør i Danmark, som indfører den nye ADSL-teknologi. Installationen af udstyret går i gang i løbet af foråret, og i løbet af de næste tre-fire år vil mange af Tele Danmarks centraler være udstyret med ADSL.

Leverancen til Tele Danmark omfatter blandt andet udstyr fra Siemens-produktfamilien XpressLink D, som er Siemens produktnavn for udstyr til ADSL-baseret højhastighedstransmission.

Udgivet af: NPinvestordk