Tele Danmark: IDC-analyse er usaglig
Konklusionen af en netop offentliggjort analyse omkring Tele Danmarks fremtidige konkurrenceposition udarbejdet af den skandinaviske afdeling i det internationale analysefirma IDC, som er specialister i markedsanalyse indenfor data- og telesektoren, betegnes af Tele Danmark som særdeles fejlagtig.
- Det virker, som om analysen er udført på baggrund af nogle generelle oplysninger om, hvordan teleselskaber tvinges til at tilpasse sig markedet under skærpede kokurrencevilkår, siger informationschef i Tele Danmark, Kim Ruberg, til NetPosten. Han undrer sig over, at IDC ikke har fundet det nødvendigt at kontakte Tele Danmark for at udarbejde analysen.
Analysen konkluderer, at Tele Danmark i løbet af 18 måneder må reducere medarbejderstaben med 5.000 og overveje fusion med et stort internationale teleselskab, for at modstå konkurrencen som følge af teleliberaliseringen den 1 juni 1996.
Faktum er, at Tele Danmark er særdeles konkurrencedygtig, påpeger Kim Ruberg og anfører som eksempel, at antallet af abonnementer er 187 pr. medarbejdere - et effektivitetsmål, der ligger i toppen i sammenligning med andre nordeuropæiske teleselskaber. Han påpeger endvidere, at omsætningen i perioden 1991-1995 er steget med 23,6 pct. mens antallet af medarbejdere er faldet med 8,4 pct.
Det er dog indlysende, at Tele Danmark i sammenligning med meget specialiserede udbydere, som eksempelvis kun udbyder langdistancesamtaler, ikke har samme produktivitet på grund af, at Tele Danmark benytter sig af et full scale koncept. Endvidere vil Tele Danmark, når selskabet ikkelængere er underlagt stramme lovgivningskrav, som dikterer en ensartet prispoltik for de enkelte kundegrupper, kunne tilbyde konkurrencedygtige priser tilpasset de enklete kundebehov, siger Kim Ruberg.