Thrane & Thrane nedjusterer - Oversvømmelser i Thailand forsinker leverancer

Udgivet den 14-11-2011  |  kl. 11:01  |  

Voldsomme oversvømmelser præger fortsat Thailand, herunder Bangkok-området, hvor en af Thrane & Thranes større underleverandører har produktion. I sidste uge udviklede situationen sig kritisk, og vandet har ødelagt både materialer og samle- og testudstyr.

I de kommende måneder forventes det hovedsageligt at påvirke leverancerne af de maritime radioprodukter, som indgår i den nye System 6000-serie. Produkter til andre markeder ventes ikke at blive påvirket.

- Lige som mange andre virksomheder i Bangkok-området er vores samarbejdspartner hårdt ramt af de voldsomme oversvømmelser. Det kan derfor næppe undgås, at leverancerne og dermed omsætningen påvirkes i de kommende to-tre måneder, siger adm. direktør Walther Thygesen, Thrane & Thrane.

- Vi har ikke set den negative effekt endnu, og vi har grund til at tro, at problemet kun er midlertidigt. Desuden bliver dele af salget formentlig blot udskudt. Men samlet set må omsætningen i 2011/12 nu forventes at blive DKK 30-50 mio. lavere, end vi hidtil har regnet med, siger Walther Thygesen.

Thrane & Thrane har fulgt situationen nøje, siden oversvømmelserne i Thailand begyndte. Hidtil har vurderingen været, at katastrofen ikke ville påvirke selskabets leverancer væsentligt. Dels fordi skaderne på udstyr i relation til Thrane & Thranes produkter i første omgang var begrænsede, dels fordi der var opbygget et større sikkerhedslager af en række produkter.

Både i Thailand og i Danmark arbejder Thrane & Thrane hårdt på at normalisere produktionen så hurtigt som muligt, så leverancerne til kunderne igen kan komme op på fuld styrke. Flere medarbejdere er sendt til Bangkok for at hjælpe til med dette arbejde, og selskabet undersøger også alternative produktionsmuligheder for de mest kritiske produkter.

Med baggrund i ovenstående forventer Thrane & Thrane nu en omsætning i niveauet DKK 1.085-1.135 mio. i regnskabsåret 2011/12 mod tidligere forventet DKK 1.125-1.175 mio. Overskudsgraden ventes at blive på cirka 15% mod tidligere forventet cirka 17%.

 

 

Udgivet af: NPinvestordk